I 2018 vedtog et bredt flertal i folketinget den såkaldte ’ghetto’-lovgivning. Ifølge lovgivningen skal de ansvarlige kommuner og almene boligorganisationer udarbejde udviklingsplaner for en reduktion af andelen af almene familieboliger til højst 40 pct. i de ’hårde ghettoområder’, der hvert år udpeges med offentliggørelsen af boligministeriets ’ghettoliste’. Opgaven undersøger gennemslaget af den denne lovgivning, som den ser ud i de første 15 indleverede og godkendte lovbestemte udviklingsplaner gennem tekstkildeanalyser, suppleret med interviews med repræsentanter for nogle af de centrale aktører og eksperter.
For at belyse undersøgelsesfeltet teoretisk og sætte empirien ind i en større forståelsesramme, trækker opgaven på aktuel byplanlitteratur og forskning vedr. indsatser i udsatte boligområder, berører kort teorien om ’wicked problems’ og trækker desuden på implementeringsteori og retssociologi.
Blandt de centrale findings er, at der er stor forskel på, hvad udviklingsplanerne ifølge lovgivningen skal give svar på, og hvad de faktisk giver svar på. Dette beror især på forskelle i problem-, mål- og løsningsforståelser (forskellige forståelser af årsagssammenhænge) hos de forskellige aktører, der dog viser sig at være lidt mindre end først antaget, hvis man også ser nærmere på de bagvedliggende lovkilder og på selve implementeringsprocessen. Således godkender Boligministeriet stort antal ansøgninger om dispensation fra 40%-kravet og et endnu større antal ansøgninger om ændrede afgrænsninger af de enkelte boligområder med begrundelse i en mål- og løsningsforståelse, der mere ligner den i udviklingsplanerne. Den ’levede lov’ er dermed også noget mindre vidtgående end lovens bogstav. Analysen peger på, at de forskelle, der ikke desto mindre er, mellem de forskellige aktørers tilgange til feltet, ud over forskellige problem-, mål- og løsningsforståelser også beror på den kontekst, der hver især agerer i.