Abstract
I nærværende speciale hvor formålet er at studere sproget i det lovforberedende arbejde, til Kontanthjælpsreformen af år 2014, blotlægges de politiske intentioner og målsætninger med henblik på at afdække, hvorvidt der anspores til nye måder at italesætte- og styre området på. Der stilles i den forbindelse skarpt på hvordan et fænomen som arbejdsløshed diskursivt tales frem, samt på det politiske menneskesyn og de bagvedliggende rationaler, som diskursen hviler på. Endvidere belyses hvilke styringsrationaler diskursen implicerer, og hvordan disse logikker- og teknologier sætter sig igennem i praksis og over for ledige, som skal disciplineres og dirigeres i retning af selvforsørgelse. På baggrund af specialets undersøgelse, som fastsætter den hegemoniske diskurs på området, blotlægge hvilke konstruerede sandheder der politisk fikseres i samfundet.
Med specialets videnskabsteoretiske positionering, poststrukturalisme, udskilles den hegemoniske diskurs med afsæt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori. Desuden inddrages Michel Foucaults teori om overvågning og straf idet teorien anvendes til at belyse hvordan magten, fra centralt politisk hold, styrer- og adfærdskorrigerer institutionerne til at disciplinere ledige til underkastelse.

Konkluderende sammenfattes specialets hovedpointer til, at flere voksne hurtigere skal overgå til beskæftigelse, imens unge hurtigere skal overgå til uddannelse. Til at styrke det politiske fokus rekonstrueres helt nye målgrupper samt et nyt visitationssystem, som stringent skal styre frontlinjeniveau mod de politiske målsætninger. Ændringer der afføder en ny paratvirkelighed, hvor alle ledige kan og skal udnytte deres ressourcer og potentiale i konkurrencestaten. Ydermere nedjusteres ydelserne for unge ledige til en ny ydelse, uddannelseshjælp, samtidigt med at ungegruppen opjusteres fra 25- til 30 år, for at tilskynde til uddannelse og opnå besparelser på området. Med disse initiativer peges der på en hidtil uset detailstyring af praksis der fremover styres ned i hvert enkelt organisatorisk led, gennem skærpelser i det eksisterende, og synliggør begrænset politisk nytænkning.
Specialets undersøgelse der angiver i hvilken retning velfærdspolitikken, og det sociale arbejde aktuelt bevæger sig i, giver således anledning til refleksioner omkring moralske, værdimæssige og institutionelle konsekvenser, når der stilles skarp på diskursens konstruerede sandheder.