Dette kandidatspeciale undersøger, hvorvidt den kommunikative tilgang til tyskundervisningen i det danske gymnasium er videnskabeligt dokumenteret i den eksisterende forskningslitteratur. Dette emne udspringer af det faktum, at det både af den fagdidaktiske litteratur og af de gymnasiale læreplaner for tysk fremgår, at vejen til at opnå kommunikativ kompetence går gennem en kommunikativ tilgang til undervisningen. Der identificeres dermed en påstået kommunikativ mål-middel-sammenhæng, som dette speciale beskæftiger sig indgående med. Det sker gennem en såkaldt forskningssyntese, hvor udvalgt forskningslitteratur om emnet underkastes en kritisk analyse med det formål at identificere diskrepanser og uklarheder, på baggrund af hvilke der kan formuleres nye spørgsmål til videre forskning. Den kritiske undersøgelse af den kommunikative tilgang til fremmedsprogsundervisning i tysk inddeles konceptuelt i fem temaer, der hver især belyser ét aspekt ved det kommunikative paradigme.

Indledningsvis præsenteres det kommunikative som et paradigme, der har erstattet det foregående grammatikbaserede inden for fremmedsprogsundervisning. Det demonstreres, at en sociolingvistisk revolution inden for sprogvidenskaben har haft en indflydelse på sprogdidaktikken, herunder bevirket en overgang fra fokus på sproglige strukturer til fokus på sprogets sociokulturelle aspekter. I den forbindelse konstateres også en forandring af kompetencebegrebet, der nu ikke længere udelukkende fokuserer på lingvistisk kompetence, men i højere grad er blevet kontekstuelt, socialt og sociokulturelt orienteret gennem begrebet kommunikativ kompetence. Dette ses tydeligt i to udvalgte teorier om udviklingen af kommunikativ kompetence, hvori ikke den grammatiske, men snarere den sociokulturelle kompetence vinder frem. Teorierne forbliver dog teoretiske og tilbyder ingen praktisk operationalisering. Samtidig har SLA-forskningen i højere grad bevæget sig væk fra de kognitivt orienterede og hen imod de mere socialt orienterede teorier om sproglæring, hvorved der også identificeres et skred fra at anse kommunikation som målet med at lære sprog til også at omfatte midlet til at tilegne sig sprog. I undersøgelsen af, hvilken rolle grammatisk kompetence spiller i en kommunikativ tilgang til fremmedsprogslæring, slås det fast, at grammatisk kompetence er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at opnå kommunikativ kompetence. Empirisk lader det sig dog ikke entydigt bevise, at en kommunikativ tilgang til sproglæring er mere effektiv end fx en grammatikbaseret tilgang. I stedet fastlægges en vigtig skelnen mellem en svag og en stærk kommunikativ tilgang, hvor førstnævnte anser kommunikation som målet, men giver plads til ikke-kommunikative aktiviteter som middel hertil, mens den stærkt kommunikative tilgang er identisk med den præsenterede mål-middel-sammenhæng. En central konklusion er, at der i den udvalgte forskningslitteratur ikke fremlægges empirisk belæg for den stærke, men derimod for den svage tilgang. Det betyder dermed også, at den påståede mål-middel-sammenhæng ikke anses for videnskabeligt dokumenteret. Desuden problematiseres det, at det kommunikative er opstået inden for det engelske sprog og dernæst er blevet overført til det tyske sprog, da lingvistiske forskelle mellem de to sprog får en sådan 1:1-overførsel af de kommunikative principper til at forekomme problematisk i en didaktisk sammenhæng. Ud fra en typologisk betragtning fremstår tysk – sammenlignet med engelsk – som et syntaktisk og morfologisk komplekst sprog, hvorfor opnåelsen af den samme grad af lingvistisk kompetence formodes at kræve et større arbejde af eleverne.

De praktiske implikationer af forskningssyntesens teoretiske erkendelser synes af særlig relevans for kommende gymnasielærere i fremmedsprog, der i løbet af deres ansættelsestid på et gymnasium skal gennemgå et pædagogikum. I studieordningen for det teoretiske pædagogikum kan der trækkes flere relevante paralleller til temaer, som nærværende speciale med fordel kan være med til at belyse og kritisere. Det drejer sig først og fremmest om den kommunikative tilgang og mål-middel-sammenhængen, som lærerne præsenteres for i den obligatoriske litteratur, og som i kraft af dette speciale nu kan nuanceres og diskuteres. Desuden åbnes der for, at meningsfulde didaktiske diskussioner mellem kommende tysk- og engelsklærere kan føre til nye måder at anskue grammatikundervisning på, som tager afsæt i de behandlede lingvistiske forskelle mellem de to sprog. Den videre forskning bør dels fokusere på en operationalisering af kommunikativ kompetence og den kommunikative tilgang, dels på empirisk at undersøge, hvorvidt en kommunikativ tilgang til fremmedsproget tysk faktisk er mere effektiv end fx en grammatikbaseret.