For at ankomme til refugiet tager gæsten fra Aalborg by med Egholm færge. Færgen sejler langsommeligt over Limfjorden, så der er masser af tid for gæsten til at omstille sig til de nye sanseindtryk; her erstattes bilernes faren med lyden af et rigt fugleliv og vindens friske stød er til at mærke på kroppen. Færgemanden hilser og sejler mod lejet på Egholm. På Egholm kan gæsten tage den raske travetur til fods ind mod øens land og beundre den vilde natur og det rige dyreliv der findes her. Det er også muligt at tage en bil og køre gennem dette forløb, hen til refugiets grund hvor man kan parkere i skovbrynet mod nord. Der er et lille stykke at gå hen til hovedbygningens nordlige facade, hvor en naturligt formet sti i landskabet sørger for gangen. Nordfacaden synes større og større med dens monolitiske udtryk som gæsten bevæger sig mod indgangen og receptionen. Da gæsten bevæger sig op ad trapperne til refugiets plan, åbenbares hovedbygningens hemmelighed; arbejdsbygningerne og atelieret i den mørke Limfjord som gæsten kan følge ud i horisonten. I receptionen blev gæsten spurgt ind til sine arbejdsvaner hvortil svaret var at der nok blev arbejdet mest i de tidlige morgentimer. Gæsten har fået tildelt det arbejdsrum som personalet efter erfaring fandt mest passende. Udenfor arbejdsbygningen bevæger gæsten sig langs den cirkulære gangbro over Egholms landskab. Landskabet ændrer karakter mod diget, hvor en rislende lyd af vand fra den lille bæk under gæsten leder hans syn hen langs diget som passeres i samme niveau. En lyst til at udforske øen sætter en tanke i mente hos gæsten som bevæger sig over diget og hen over vandet fra Limfjorden. Arbejdsbygningerne tårner sig op fra vandet og opleves som bastante tårne med lige præcis den egenskab gæsten ønsker; mulighed for at lukke sig inde og fordybe sig i sit arbejde. Det cirkulære gangforløb forlades langs en forgrening der leder ind mod centrum af bygningskomplekset. Forløbet skifter til den vertikale fordelingstrappe ved tårnet. Cortenstålet på bygningernes facade passeres langs det vertikale trappeforløb der sørger for en bedre og bedre udsigt over landskabet og refugiet. Gæsten træder ind i sit arbejdsrum der byder velkommen med sine varme og mere humane træflader. Der er ikke meget andet at gøre end at kaste sig over arbejdet efter tingene er kommet på plads.
Som gæsten sidder med sit projekt kan udsigten til Egholms natur nydes i samspil med refugiets andre bygninger. Lyset oplyser arbejdspladsen og lader den kærkomne soveplads stå hen i en svagere belysning. Klokken 19 er det tid til at bevæge sig udenfor, men det regner i den danske natur. Gæsten lægger arbejdet fra sig og bevæger sig udenfor med sin tildelte paraply, hen mod hovedbygningen hvor de øvrige gæster har sat sig til rette. Kokken forbereder det sidste af dagens tre måltider og snakken falder på involverende emner. Sammen med et par af de andre gæster aftales det at mødes i pejsestuen senere den aften. Gæsten nyder disse afbræk fra sit arbejde som har sit sted i arbejdsrummet. Efter en lang dag går gæsten i seng. Næste dag vækkes gæsten af solens stråler der indtager rummet. Arbejdspladsen står klar og byder en ny dag. Det er netop om morgenen solen rammer det arbejde der blev sat på hold dagen før. Gæsten føler sig opladet og griber sin foretrukne tid på døgnet til at arbejde igennem. Det kan være morgenmaden må vente i dag, men nu arbejdes der på fornyet energi og den stimulering som samtalerne med de andre gæster gav dagen forinden.