Undervisningsdifferentiering er det bærende princip for undervisningen i Den danske Folkeskole! Inden for klassens fællesskab, og elevgruppens forskellighed, tilpasser læreren her sin undervisning ud fra: mål, indhold, metode, organisering, materialer og tid. Undervisningen skal grundlæggende være funderet på en analyse og vurdering af elevernes behov og forudsætninger, og de didaktiske valg skal efterfølgende være funderet i disse.

Opgaven med undervisningsdifferentiering blev indskrevet i lovgivningen i 1993, men rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, både i 2004 og 2011, at det har været særdeles problematisk for læreren at håndtere opgaven med differentiering i skolens undervisningspraksis.

Specialet forsøger at besvare følgende spørgsmål:
Hvad ved vi om undervisningsdifferentiering?
Hvad vil vi med undervisningsdifferentiering?
Hvad kræver undervisningsdifferentiering af lærerne?
Hvad er fremtidsperspektivet for undervisningsdifferentiering – hvilke muligheder og hvilke udfordringer?

Lærernes forståelse, og praktiske udførelse, af undervisningsdifferentiering er omdrejningspunktet for specialet. Specialets metodedel, samt indsamling af empiri, bygger på idéen om en forskydning fra legitimitet, med fundament i et eksakt videnskabsteoretisk grundfundament og epistemologi, til en videnssituation, der er centeret omkring det faktum, at viden ikke skal legitimeres, men accepteres. Viden finder her sin eksistensberettigelse i nytteværdien og brugbarheden, og skal ikke legitimeres gennem bestemte grundregler eller dogmer for sandhed. Praksisfortællingen kan, med sin subjektive karakter, belyse komplekse sider, og kan dermed fremme og bidrage med en anden form for verificering af en oplevet virkelighed.

Beskrivelsen af princippet om undervisningsdifferentiering i specialet indeholder to betydningsbærende sider. Disse sider har samtidigt fokus på såvel den praktiske gennemførelse af en differentieret undervisningspraksis, som en grundlæggende og vital forståelse af, og indsigt i, selve meningen med differentiering - som grundlag for en individuel, menneskelig modningsproces og samfundsmæssig, demokratisk udviklingsproces.
Princippet om undervisningsdifferentiering forsøger at bevæge skolekonteksten fra undervisning til læring, hvor eleverne, i en fælles referenceramme, overtager en del af ansvaret for egen læring. I dette ses den Deweyske modningsproces, som beskrives i afsnittet om den læringsmæssige forståelse for dette speciale. Det Deweyske fundament forsøger at håndtere kritikken af undervisningsdifferentiering som princip, der i udførelsen har en for markant individualisering og elevcentrering, med for lidt fokusering på fællesskabets-, lærerens- og det faglige indholds andel i undervisningen.
Både i Evalueringsinstituttets rapporter, og i praksisfortællingerne, er der nogle distinkte statusbeskrivelser af skolernes og lærernes arbejde med et svært håndterbart begreb. Efter snart 20 års markant og central placering i folkeskoleloven, faghæfter m.m. har princippet stadig store vanskeligheder, både i den principielle forståelse af begrebet og i udførelsen af den praktiske dimension rundt på skolerne. Som pædagogisk princip har undervisningsdifferentiering på nuværende tidspunkt ikke direkte, og tydeligt, levet op til forpligtelsen om, at sige noget til læreren om, hvad, hvor, hvornår og hvordan undervisningsdifferentiering bør tilrettelægges og gennemføres.

Der sættes i specialet fokus på, at den tydelige evalueringsindsats, set i forhold til elevens læreproces og koblingen til lærerens didaktiske valg, mangler i den danske skolevirkelighed. Én af de væsentligste konklusioner er, at undervisningsdifferentiering skal have en klar sammenhæng med evaluering på elevniveau, ligesom lærerens indsigt i den enkelte elevs behov og udviklingspotentialer og dennes didaktiske valg i forbindelse med forberedelsen og gennemførelsen af den differentierede undervisning er væsentlig. Lærerne har således et uudnyttet professionspotentiale i opgaven med at lave en klar kobling mellem en professionel vurdering af elevernes behov og forudsætninger, og de didaktiske valg i arbejdet med at bedrive en differentieret undervisning. Parametre, så som: elevinddragelse, målfastsættelse og løbende evaluering bliver således helt centrale elementer for denne udvikling og lærernes fremtidige håndtering af undervisningsdifferentiering. Det er vigtigt, at lærerne udvikler deres teoretiske forståelse af begrebet, udvikler en stor basisviden om, hvordan de skal udmønte det i praksis, og løbende inkorporerer et væld af praktiske eksempler på, hvordan undervisningen ser ud, når den er differentieret.