Nærværende kandidatspeciale i psykologi er en kritisk diskursanalyse af flere dan-ske folkeskolers antimobbestrategier. Dansk lovgivning kræver af skoler at de skal udarbejde sådanne strategier som et led i deres bestræbelser på at forebygge og reducere forekomsten af mobning. ‘Diskurser’ forstås som måder at betegne erfa-ring på fra bestemte perspektiver (Fairclough 2010), og det antages at der eksiste-rer en række eller ‘orden’ af sådanne delvist uforenelige diskurs om mobning. Formålet med dette studium er at undersøge hvordan mobning og indsatser mod mobning konstrueres i strategierne ved at trække på diskurserne om mobning, og yderligere at diskutere disse konstruktioners mulige praktiske konsekvenser for elever, lærere og forældre.
Diverse videnskabelige perspektiver på mobning i skoler gennemgås og for-stås som diskurser – det samme gælder tidligere analyser af antimobbestrategier og faglitteratur om metoder til at forebygge og reducere mobning. De “videnska-belige diskurser” om mobning kan i grove træk opdeles i én fokuseret på proble-matiske individuelle karaktertræk og en anden fokuseret på mere eller mindre dysfunktionelle gruppeprocesser.
Et udsnit af strategier analyseres med fokus på en detaljeret analyse af nogle få nyere og særligt relevante eksempler der udviser træk fra flere end én af de på forhånd identificerede diskurser om mobning, hvorved de bidrager til konstrukti-onen af nye hybride diskurser. Af særlig interesse er de forskellige, hovedsageligt implicitte, antagelser om fænomenet mobning, der gøres i antimobbestrategiernes specifikke formuleringer, og den betydning de sandsynligvis vil have for elevers, læreres og forældres liv.
Analysen viser at begrebet om ‘ulige magt’ eller ‘styrke’ spiller en central rolle i konstruktionen ‘mobning’ ved at trække på forskellige diskursive “kilder,” hvor-ved de skaber både en forestilling om problemets “sande” form og en grund til at lærere ikke kan tillade sig at ignorere mobning når det forekommer. Andre begre-ber, såsom ‘drilleri’ og ‘konflikt,’ der antages at omfatte anliggender som trygt kan ignoreres, stilles ofte i kontrast til ‘mobning’ og skelnes typisk med henvisning til ‘magt.’ Samtidig synes ‘ulige magt’ kun at levere en meget abstrakt, uklar og, til ti-der, stereotypisk individualiseret forståelse af grundene til at mobning nogle gange giver mening for elever, og det udelader i det store hele sociale processer i mobningens kontekst, hvorved det ikke lykkes at tydeliggøre “mekanismer” som måske kunne bruges til forhindre mobning. Ikke desto mindre beskrives eller nævnes metoder – ofte flere af slagsen – i strategierne, hvorved spørgsmålet om deres anvendelighed kommer til at stå ubesvaret hen. Henvisninger til ‘gruppen’ forekommer også i strategierne med en vis frekvens, men denne idé synes sjældent at bidrage betydeligt til forståelse om årsagerne til mobning.
Mulige brug og misbrug af definitioner på mobning og antimobbestrategier i en kamp om at bevare en formodet ekspertposition med hensyn til spørgsmålet om mobning overvejes. Yderligere diskuteres skolers behov for hjælp – og måder hvorpå denne kan gives – til at udarbejde antimobbestrategier, på baggrund af nyere forskning i mobning som en social praksis der kan give elever der deltager deri, en meningsfuld fornemmelse af fællesskab og fælles værdier.