Dette teoretiske projekt undersøger rammerne og vilkårene for diagnoseforståelsen i det aktuelle samfund og den betydning det har for individet at blive diagnosticeret. Først vil der være et kapitel om historiske aspekter vedrørende sygdomsforståelse og diagnosemanualerne. Kapitlet med at give bud på normalitet. Efterfølgende vil rammerne og vilkårene for diagnoseforståelsen blive set som skabt af diagnosemanualerne ved at definere hvad normalt og patologisk i henhold til Allan V. Horwitz og Jerome C. Wakefields patologiseringsforklaring, som skabt af kravene som præstationssamfundet sætter præstationsindividet i henhold til Anders Petersens epidemiforklaring, samt skabt af de forskellige accelerationer i samfundet i henhold til Hartmut Rosas accelerationssamfund. Betydningen af at få en diagnose kan blive set gennem hvordan individet skaber selvfortolkninger i henhold til Rosa's selvfortolkningsmodel, hvor individet kategoriserer sig selv i henhold til Henri Tajfel og John Turners socialidentitetstilgang, og hvordan en person bliver kategoriseret ud fra vedkommendes egenskaber i henhold til Erving Goffmans stigmateori. I forlængelse heraf undersøger diskussionen grundene til, hvorfor mængden af mennesker, der har en diagnose, er så lav, når teorierne plæderer for en stigning i antallet af diagnosticerede mennesker. En grund hertil kunne være resiliens, hvor mennesker kan være resiliente end før, kan have noget at gøre med forholdet mellem resiliens og sårbarhed, hvor mennesker ikke har haft en traumatisk oplevelse eller at samfundet kan ses som fremmende resiliens. Det kan også have noget at gøre med, at de fleste mennesker ikke har nogle problemer med at følge med accelerationen eller at mennesker bruger det diagnostiske sprog uden at se en læge for at verificere anvendelsen af sproget. Et andet diskussionspunkt omhandlede de mulige fordele og ulemper for individet ved at blive diagnosticeret. Fordelene handler om have en begrundelse for de forskelle individet kan opleve, fratage skyld og skam som kan associeres med at være anderledes og bruge diagnosen som en undskyldning. Ulemperne handler følelsen af at blive dømt til at være en bestemt person og muligheden for at blive stigmatiseret. Det sidste diskussionspunkt har et teoretisk udsyn, hvor teoriernes ligheder og forskelle udforskes gennem tre forskellige temaer.