Nærværende speciale ser nærmere på, hvorfor der ikke er samme tilslutning til nyhøjrepartier i Sverige, som der er i Danmark. Det har de eksisterende forklaringsmodeller endnu ikke været i stand til at kaste lys over. Specialet opstiller derfor den nye tese, at forskelle i holdninger og holdningsdannelsen mellem Danmark og Sverige kan forklare den lave tilslutning til nye højrepartier i Sverige. Det viser sig nemlig at, der er hold i den udbredte opfattelse af, at danskere har mere autoritære holdninger end svenskere, hvilket er de spørgsmål, som det nye højre mobiliserer på. Ud over hovedtesen, opstilles også to mindre teser der hænger sammen med hovedtesen. For det første at arbejderne er mere libertære i Sverige end i Danmark til trods for at de er autoritært prædisponerede. For det andet at den politiske elites ensidige libertære budskaber påvirker holdningsdannelsen den svenske befolknings holdninger i libertær retning. Derudover inddrages to plausible forklaringer på variationen i tilslutningen til nyhøjre i Danmark og Sverige. Den første er at Kitschelts model for ændrede vælgerpræference og politisk konkurrence, hvor der ses nærmere på om den politiske skillelinje er politiseret i samme omfang som i Sverige. Den anden er Green-Pedersens forklaring der siger at de liberale og konservative partier i Sverige ikke har incitament til at tage værdipolitiske spørgsmål op. Det skyldes at de ikke kan opnå regeringsmagten i Sverige uden at have centrum-højrepartierne med i en regeringskoalition og centrumhøjrepartierne er libertært indstillet på værdipolitiske spørgsmål. Undersøgelsen bygger alene på data fra de seneste valgundersøgelser i Danmark og Sverige som er henholdsvis 2007 og 2006, hvilket giver det hidtil bedste sammenligningsgrundlag for valgundersøgelser i Skandinavien til dato. Analysen er struktureret i fire dele, hvor den første del undersøge hovedtesens antagelser dvs. om svenskerne har mere libertære holdninger og at der er sammenhæng mellem at stemme på nyhøjre og autoritære (authoritarian) holdninger, mens den anden del undersøger tesen om arbejdernes autoritære prædisponeringer. Tredje del ser nærmere på hvordan det politiske rum er struktureret i Danmark og Sverige, samt om de konservative partier i Sverige har incitament til at italesætte værdipolitiske emner. Fjerde afsnit undersøger om det er de libertære politiske budskaber i Sverige der forklare forskellen i autoritære holdninger mellem Danmark og Sverige. Analyserne viser at hovedtesen har ret i sine antagelser og at svenskerne generelt er mere har mere libertære holdninger, ligesom nyhøjrepartierne er afhængige af autoritære vælgere. Det kan ligeledes konkluderes at arbejderne og de lavt uddannede er de mest autoritære vælgere og udgør den vigtigste vælgergruppe for nyhøjrepartierne. Ligesom det må konstateres at arbejderbevægelsen ikke har stor indflydelse på arbejdernes holdninger. Analysen af den værdipolitiske skillelinjes betydning i svensk og danske vælgeradfærd, viser at den værdipolitiske skillelinje ikke er aktiveret og som følge heraf har de liberale og konservative partier ikke incitament til at tage værdipolitiske emner op. Den sidste analyse viser at holdningsdannelsen er præget af de politiske budskaber i Sverige. Således er arbejderne der ellers er prædisponeret til at have autoritære holdninger præget af den libertære italesættelse af værdipolitikken og har derfor mere libertære holdninger end deres danske ligemænd. Analysen viser også at påvirkningen af de politiske budskaber er afhængig hvor meget man udsættes for budskaberne og hvor stor indsigt man har i det politiske stof. Konklusionen er således at forskellen i graden af autoritære holdninger mellem Danmark og Sverige er forklarende for nyhøjres lave tilslutning idet nyhøjre er afhængig af vælgere med autoritære holdninger. Grunden til at Sverige endnu ikke har fået et nyhøjreparti i Rigsdagen hænger sammen med at de vigtigste vælgergrupper for nyhøjrepartiet, arbejderne, bliver påvirket i en libertær retning af den etablerede politiske elite og har derfor ikke holdninger der stemmer overens med nyhøjrepartirne. Derudover har de konservative og liberale partier ikke incitament til at tage værdipolitiske emner op, hvis de vil holde på regeringsmagten og dermed aktiveres den værdipolitiske skillelinje ikke. Så længe det er tilfældet ændres den politiske elites budskaber sig heller ikke væsentligt og nyhøjrepartier i Sverige får svært ved at opnå større tilslutning. Partiernes mulighedsstrukturer og vælgernes autoritære holdninger er således forbundet gennem politiseringen af den værdipolitiske skillelinje. Derfor kan det måske lykkes Sverigedemokraterna at aktivere skillelinjen, idet der er elementer af autoritære holdninger som kan politiseres, særligt immigrationsissues, hvilket kan partiet kan have held med i og med medierne og den øvrige politiske elite er begyndt at tage partiet seriøst efterhånden som meningsmålingerne er blevet bedre.