Resumé

Denne opgave undersøger de forandringer som den nye folkeskolereform har medført i pædagogernes arbejde. Som en del af reformen skal pædagogerne nu i et større omfang være en del af undervisningen, hvilket mange ikke føler sig fagligt nok rustede til. Pædagogerne bliver mange steder ikke tilbudt videreuddannelse i forbindelse med deres nye arbejdsopgaver, og flere oplever at stå med undervisningen og ansvaret for pensum alene. Derudover er tiden til at fokusere på børnenes trivsel og sociale relationer ikke længere den samme, og flere pædagoger mener ikke at der længere er mulighed for at udføre kerneopgaverne i deres arbejde. Med afsæt i snaplog metoden og kvalitative interviews med tre pædagoger, undersøger opgaven hvad den nye skolereform betyder for deres arbejdsopgaver, samt hvordan det påvirker pædagogerne. Billederne og loggene som pædagogen AC har taget af situationer hvor hun oplever hendes arbejde giver mening, bidrager til en forståelse af hvad der for hende er meningsfuldt i det pædagogiske arbejde. Her har hun særligt taget billeder af situationer, hvor der er mulighed for at skabe tætte relationer til børnene, fokus på sociale relationer og trivsel, samt situationer hvor det ikke er faglige målsætninger, der er omdrejningspunktet. Yderligere var det AC ikke fotograferede og ikke bragte på banen også interessant. Hun pegede eksempelvis ikke på at undervisningsdelen i hendes arbejde gav mening for hendes pædagogiske, hvilket kan virke paradoksalt eftersom det på nuværende tidspunkt er hendes primære arbejdsopgave i skolen.
Med udgangspunkt i Axel Honneths anerkendelsesteori og Rasmus Willigs bog Umyndiggørelse, undersøges der hvorvidt pædagogerne oplever manglende anerkendelse gennem deres arbejde i folkeskolen, samt hvilke umyndiggørelsesprocesser de udsættes for i arbejdet. Umyndiggørelsesprocesserne kan føre til at pædagogerne mister muligheden for at ytre sig kritisk omkring deres arbejde, hvilket i værste fald kan føre til en krænkelse af individet, da kritikken vendes indad. Pædagogerne oplever ikke længere at der er plads til at udføre de kerneopgaver, som de egentlig mener er en del af det pædagogiske arbejde, og mulighederne for at ytre sig kritisk om dette er ikke tilstede på deres arbejdspladser. Pædagogernes tid med børnene i sfo’en er blevet kortere og de har dermed ikke de samme muligheder for at lave det udviklingsarbejde som de opfatter som en vigtig del af det pædagogiske arbejde. I stedet bliver sfo’erne nu mest brugt som en opbevaring af børnene indtil de skal hjem. Ydermere kan pædagogernes arbejdsskemaer i skolerne variere så meget fra dag til dag at de til tider føle at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen.
De konstante ændringer i deres arbejdsopgaver medfører at de rutiner som pædagogerne tidligere oplevede fungerede bliver nedbrudt og forsvinder. De velfungerende arbejdsgange bliver hermed nedbrudt og de kommer i stedet til at virke uhensigtsmæssige, hvilket medfører at simple arbejdsopgaver kommer til at virke uoverskuelige, og mange mister overblikket over hvilke forventninger der er til dem. De mange nye arbejdsopgaver, samt de manglende muligheder for at kunne udføre kerneopgaverne i det pædagogiske arbejde, fører til at flere pædagoger har valgt at forlade arbejdet i skoleregi, samtidig at sygefrekvensen i de danske folkeskoler er stigende, da individerne ikke længere oplever den samme sociale anerkendelse af deres præstationer. Dette medfører i Honneths forstand et psykisk tomrum i personligheden. De mange umyndiggørelsesprocesser medfører at pædagogerne får en fornemmelse af ikke at være myndige og dermed ikke at være i stand til at ytre sig kritisk, hvilket fører til at de mister deres medindflydelse og mulighed for at træffe valg på baggrund af sine kritiske overvejelser. Kun hvis samfundet kan levere de strukturelle mulighedsbetingelser, kan de moderne menneske ifølge Willig blive myndigt, men som opgaven viser er der lang vej igen for pædagogerne i den danske folkeskole.