Resume
Introduktion: Et dansk follow-up studie viser, at 40 % af kvinder med tidligere GDM mellitus (GDM) udvikler
type 2 diabetes inden for en ti-årige periode. Kvinderne anbefales at få foretaget follow-up screening 1-2 år
fremadrettet efter fødsel. På baggrund af en registerundersøgelse blev der fundet lav deltagelse i den
anbefalede follow-up screening blandt kvinder med tidligere GDM i region Nordjylland.
Registerundersøgelsen viser, at kvinder der deltog i follow-up screeningen havde en større mulighed for
diagnosticering af diabetes og initiering af behandling med antidiabetika. Deltagende kvinder havde
ydermere en øget mulighed for tidlig opsporing både ift. tidligere diagnose og behandling. I forbindelse
hermed er der således et uudnyttet forebyggelsespotentiale, hvilket kan betragtes som utilfredsstillende, da
dette kan medføre helbredsmæssige konsekvenser for de ikke deltagende kvinder.
Mål: At opnå indsigt i de forløbsrelaterede årsager til den lave deltagelse i follow-up screening, blandt kvinder
med tidligere GDM i region Nordjylland. Således at en udviklingsindsats til øget deltagelse i follow-up
screening tager udgangspunkt i kvindernes oplevelser, for her at være en del af den fremtidige håndtering,
implementering og organisering af follow-up screening efter GDM i Danmark.
Metode: Et single case ’’embedded’’ design til undersøgelse af forløb med GDM på Klinik kvinde-barn og
urinvejskirurgi, gynækologisk-obstetrisk afdeling, Aalborg Universitets hospital – der undersøges igennem
kvinderes oplevelser af deres forløb. Til indsamling af empiri anvendes semistrukturerede
forskningsinterview som metode. I samarbejde med gynækologisk-obstetrisk afdeling på Aalborg sygehus
Nord blev 40 kvinder med tidligere GDM inviteret til deltagelse i undersøgelsen. Heraf deltog 7 informanter
i den endelige undersøgelse.
Resultat: Kvinderne oplevede manglende sammenhæng ved overgange hvilket tilskrives tab af information
og manglende koordinering samt tvivl om ansvaret for follow-up screening. Ydermere gav kvinderne udtryk
for manglende fokus, afklaring og inddragelse af deres individuelle behov og præferencer i deres forløb,
hvilket medførte at kun få af kvinderne oplevede uddybende information, ’’shared decision making’’ og
patientcentrering. Kvinderne anser follow-up screeningen som vigtigt og ønsker deltagelse heri, men der er
mulighed for at indholdet i information om deltagelse i follow-up screening ikke medvirker til at kvinderne
tilslutter sig hertil. Kvinderne udtrykte ønske om at blive mødt med udgangspunkt i deres individuelle
situation samt at blive påmindet om follow-up screeningen, da det mentes at kunne bidrage til ro og tryghed.
Diskussion: Ud fra et systemperspektiv på kvindernes forløb imødekommer procedurerne ikke i tilstrækkelig
grad kontinuitet og dermed sammenhæng for kvinderne, hvilket kan skyldes at de kliniske procedurer ikke
sikrer informationsoverlevering ved overgangene i de sårbare og sociale processer der forekommer her.
Dette kan resultere i, at kvinderne ikke informeres om den videre forløb på de forskellige afdelinger og hos
praktiserende læge. Med udgangspunkt i en patientcenteret tilgang kan kvindernes behov og ønsker om
mere mening og sammenhæng i det forløb imødekommes og kvinderne kan i højere grad inddrages i
forbindelse med informationen i deres forløb.
Konklusion: En udviklingsindsats til øget deltagelse i follow-up screening kan tage udgangspunkt i
organisering af påmindelse til kvinderne igennem brevremindere, hvilket kan øge deltagelse i follow-up
screening, og fungere som en barrier for den mangelfulde information. Øget patientcentrering i kvindernes
samlede forløb, herunder beslutningsstøtte, kan bidrage til øget meningsfuldheden i kvindernes forløb.
Styrkes kvindernes oplevelser af sammenhæng og meningsfuldhed i deres forløb, igennem inddragelse i
beslutningsprocesser, er der mulighed for at det på sigt kan medvirke til øget deltagelse i follow-up screening.