CEO recruitment in Danish SME-construction companies: A study of the Danish construction-SMEs’ leader competency requirements
Studenteropgave: Kandidatspeciale og HD afgangsprojekt
- Andreas Brorson Christensen
4. semester, Byggeledelse (cand.tech.), Kandidat (Kandidatuddannelse)
Dette kandidatspeciale er skrevet som afsluttende del af master-uddannelsen Byggeledelse, også kaldet Management in the Building Industry.
Byggebranchen står over for at skulle professionalisere sig for at kunne reducere effekten af branchens øgede kompleksitet. Branchens virksomheder har på baggrund af deres størrelse varierende ressourcer og kompetencer til at gennemgå den fornødne professionalisering. Det bevirker, at SMV’erne er udfordrede i højere grad end de større virksomheder. SMV’erne er centraliserede virksomheder, med en flad struktur og en lav grad af formalisering. Dette bevirker, at SMV-lederen har en afgørende position. Specialet omhandler mulighederne for at matche SMV-ledernes personlighed [competency] med byggebranchens udfordringer. Opgavens anvendelse er rettet mod SMV-lederen i et rekrutteringsperspektiv.
Baggrunden for at kunne vurdere SMV-lederens nødvendige personlighed er specialets brancheanalyse. To systematiske litteratursøgninger samt fem semi-strukturerede interview med brancherelevante interessenter har muliggjort en holistisk forståelse af den danske SMV i byggebranchen. Med udgangspunkt i brancheanalysen er fire scenarier blevet udvalgt som karakteristiske for SMV’ernes største udfordringer med udgangspunkt i Khan’s (2018) anvendelse af SWOT-modellen. På baggrund af Tett & Burnett’s (2003) Interactionist Model’s principper for situationens modererende effekt er de fire scenarier matchet med McCrae & Costa, Jr.’s Five Factor-Model (1987). Akkumuleret set er de fire repræsentative for SMV-lederens nødvendige personlighed for at kunne moderere effekten af den komplekse byggebranche.
På baggrund af studiet kan det konkluderes, at SMV-lederen i højere grad end den generiske leder skal have personlighedsfacetter der faciliterer strategisk samarbejde. Personlighedsfacetten openness to experience var den mest nødvendige, med extraversion og conscientiousness som de to næstmest nødvendige. Det hænger sammen med, at dette studie udpeger strategiske alliancer som en mulighed, SMV’erne har for at kunne udligne nogle af deres størrelsesrelaterede-udfordringer. I et teoretisk rekrutteringsperspektiv vil SMV-lederen med disse personlighedsfacetter præstere bedre end SMV-ledere med en lavere repræsentation af de føromtalte personlighedsfacetter.
På baggrund af studiet kan der udpeges nogle udfordringer. Den konstruerede SMV-lederprofil er overvejende teoretisk, da profilen er konstrueret på baggrund af den generiske SMV i byggebranchen og ikke en specifik. En specifik profil, konstrueret på en specifik SMV’s udfordringer, vil repræsentere en større validitet for den specifikke SMV. Et casestudie vil derfor være det naturlige næste skridt i at matche, og teste, en konstrueret SMV-lederprofil. I en rekrutteringssammenhæng udviser Five Factor-Modellen et stort potentiale, dog indikerer dette speciale, at kompleksiteten af Five Factor-Modellen er høj i en praktisk situationsrelateret rekruttering.
Sprog | Engelsk |
---|---|
Udgivelsesdato | 10 jan. 2019 |
Antal sider | 163 |
Emneord | SMV, Personlighed, Leder, Byggebranchen |
---|