Specialet tager sit afsæt i en indledende problematisering af det sociale arbejdes paradoks; hvorfor iværksætte en foranstaltning, der indebærer en forventning om en aktiv, ansvarstagende bruger, når bevillingen heraf forudsætter en nedsat evne hertil? Medfører dette, at nogle brugere ikke får den hjælp, de reelt har brug for?

Den indledende problematisering knyttes til definitionen af socialt arbejde, herunder at socialt arbejde er interventioner mod sociale problemer. Disse interventioner kan under et samlebegreb betegnes rehabiliterende indsatser. De rehabiliterende indsatser har igennem tiden ændret form, og der er således sket en bevægelse fra en traditionel rehabiliteringsforståelse til en moderne betegnet recovery. Når det vedrører ansvaret for at komme sig, er der med bevægelsen sket et paradigmatisk skifte – konstrueret af en neoliberal metadiskurs med en tilhørende ansvarlighedsdiskurs – hvormed ansvaret i nutidens sociale arbejde er placeret hos brugerne selv. Det indledende paradoks er således relateret til dette paradigmatiske skifte, som jeg videre i de indledende kapitler problematiserer ud fra en forståelse af, at der er brugere med reelle behov for, at andre tager ansvar for deres situation. I relation hertil udvikler jeg analytisk en omsorgsdiskurs, som bringer mig frem til et ønske om at undersøge, hvordan de to diskurser får deres liv i praksis, og dermed hvordan det sociale arbejdes praksis er konstitueret og konstituerende, samt hvordan problemer forbundet med praksis kan forklares i relation hertil.

I min besvarelse af specialets problemformulering supplerer jeg Faircloughs critical discourse analysis with Smiths institutional etnography. Jeg sidestiller Faircloughs sociale praksis dimension med Smiths translokale forhold samt Faircloughs diskursive praksis dimension med Smiths etnografiske niveau, og får derved mulighed for at undersøge forholdet mellem det partikulære og det generelle.

Min analyse viser, at hegemoni udfordres i en diskursiv kamp mellem ansvarligheds- og omsorgsdiskurs, og at denne kamp er forbundet med ambivalens, hvilket kan betragtes som et udtryk for ansvarlighedsdiskursens dominans. Det samme gør sig gældende for de problemer, socialarbejderne oplever, der er forbundet med deres praksis; ansvarlighedsdiskursen er så dominerende, at dens konstruktive effekter overskriver socialarbejdernes applicering af omsorgsdiskursens subjektiveringsformer. Mine analyser frembringer således et alternativt, og nødvendigt perspektiv i socialt arbejde, og advokerer i den forbindelse for, at omsorgen i det sociale arbejde rehabiliteres, da bagsiden af recovery er omsorgssvigt.