Der har de sidste par år været et stort politisk fokus på asylbørns trivsel. Studier har vist, at børn og unge med flygtninge- og asylbaggrund i højere grad mistrives end jævnaldrende danske børn. På trods af dette bliver asylbørn overset i kommunerne. Formålet med dette speciale er at undersøge, hvordan de ansatte håndterer asylbørns mistrivsel på asylcenter X, og hvilke præmisser der ligger til grund for håndteringen.

Dette er blevet undersøgt gennem et casestudie med en institutionel etnografisk inspireret tilgang. Casen tager udgangspunkt i tre informanter fra et asylcenter. Hertil er citater blevet operationaliseret ved hjælp af begreber fra Edgar H. Scheins organisationskulturteori, Pierre Bourdieus habitus- og feltbegreb, og Michael Lipskys Street-level bureaukratiteori. Udover de nævnte teorier har specialet inddraget andre teorier og begreber i analysen som findes relevante, idet specialet har en eksplorativ tilgang.

Der kan på baggrund af analysen konkluderes, at de ansatte på det undersøgte asylcenter håndterer arbejdet med asylbørnenes mistrivsel gennem fællesskab og samarbejde på asylcenter X. Hertil bliver alle de aktører og systemer som asylbarnet interagere med undersøgt og inddraget for bedst muligt at kunne målrette indsatsen. På asylcenter X eksistere der værdier som respekt, tillid, mening, samt normer om at samarbejde og fællesskab er forudsætning for at finde frem til gode løsninger. Disse fungere alle som præmis for arbejdet på asylcenter X. Derudover blev der fundet frem til translokale præmisser, der knytter sig til politiske og juridiske bestemte rammer, som ligeledes styrer de ansattes håndtering i arbejdet.