Titel: Anbefalinger til forandring af en ambulant hospitalsintervention målrettet kvinder med graviditetssukkersyge.
Formål: Formålet med projektet er at forbedre den nuværende indsats på et hospitalsambulatorium til kvinder med gestationel diabetes mellitus (GDM) under graviditeten, med henblik på at øge handlekompetencer og derigennem at øge kvindernes livskvalitet.
Metode: Projektet er videnskabsteoretisk forankret i kritisk realisme og tager udgangspunkt i MRC-modellen, understøttet af INDEX-guidance med henblik på at videreudvikle og finde frem til forandringsforslag til praksis. Resultaterne er baseret på semistrukturerede inter-views af seks gravide kvinder med GDM. Interviewguiden er udarbejdet med inspiration fra realistiske interviews, for herudfra at kunne identificere hæmmende og fremmende mekanismer for at øge handlekompetencer blandt kvinder med GDM og derigennem fremme livskvaliteten. Praksis har hjulpet med rekruttering af informanter. Ydermere er der foreta-get en systematisk litteratursøgning i fire forskellige databaser, PubMed, Embase, Cinahl og PsycNet, med henblik på at undersøge hvilke hæmmende og fremmende mekanismer som forskningslitteraturen præsenterer, for at øge handlekompetencerne hos kvinderne. Herud-fra blev 6 artikler identificeret relevante og analyseret. Både artikler og interviews er analyseret med inspiration fra Braun og Clarkes tematiske analyse. Analyseresultaterne er lige-ledes anvendt til raffinering af projektets programteori.
Resultater: Projektets analyse resulterede i fem mekanismer, der kan være fordelagtige for praksis at aktivere, herunder ‘individuel inddragelse’, ‘støtte’, ‘chok over diagnosen’, ‘plan-lægning og strukturering’ samt ‘engagement, vision, kritisk sans, handleerfaringer, indsigt’. 1. for at aktivere individuel inddragelse, rådes praksis at gøre brug af Vibis’ (Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet) anbefalinger herfor. 2. ydermere anbefales prak-sis at anvende Fundamental of Care Frameworket, for derved på kort tid at danne en relati-on, støtte kvinden og reducere chok over diagnosen. Derudover anbefales praksis at inddrage partneren i samtalerne, da denne udgør en stor støtte for kvinden. 3. Desuden anbefales det, at sundhedspersonalet udarbejder en action plan og en coping plan, hvor adfærden konkretiseres og specificeres og hvor der tages højde for eventuelle barrierer. 4. Slutteligt anbefales det at have fokus på handling, deltagelse og viden og deraf integrere elementer af målgruppens egne handlinger og erfaringer i vejledningen og ydermere opdatere den nuværende pjece med viden herunder adfærdsændring og slutteligt anvende SMART-Modellen. Projektets analyse indikerer, at disse forandringsforslag kan medføre øget handlekompetencer og øget livskvalitet for kvinderne.
Konklusion: Projektet bidrager således med fire forandringsforslag, der udmønter sig i ni anbefalinger til praksis, der kan bidrage til, at kvinder med GDM opnår øgede handlekompetencer og deraf øget livskvalitet, som samtidig kan reducere forekomsten af utilsigtede konsekvenser.