(Indledning) I de senere år har danskernes sundhedstilstand været nedadgående samtidig med at debatten om folkesundheden har været stigende. Denne debat bygger i høj grad på statistik, der viser, at danskerne har den korteste gennemsnitslevetid i Vesteuropa - og ikke nok med det; i den relativt korte tid vi lever, har vi tilmed også et dårligere helbred. For at rette op på danskerne livsstil, som er en bekostelig affære for samfundet, og forbedre sundhedstilstanden, er der igennem de seneste årtier initieret folkesundhedsprogrammer med større eller mindre virkning. Som en konsekvens af dette samt kommunalreformens opgaveflytning har kommunerne siden 2007 overtaget ansvaret for de forbyggende og sundhedsfremmende tiltag over for borgerne. Sundhedsloven foreskriver kommunernes retningslinier på sundhedsområdet, hvilket er formuleret meget løst, idet ordlyden blot er ”kommunernes opgave i forhold til borgerne er at skabe rammer for en sund levevis”. Langt de fleste kommuner udfører denne lovfæstede opgave ved at formulere og politisk vedtage en konkret sundhedspolitik, der angiver retningslinier, fokusgrupper, mål m.v. over en given årrække. Da sundhedsområdet er et nyt politikområde, er der kun bedrevet meget lidt forskning på området, hvorfor dette speciale skal ses som værende et bidrag til en forhåbentlig voksende debat og interesse for området. Den indtil videre begrænsede forskning viser, at kommunerne i høj grad anvender såkaldte kommunale sundhedsprofiler som et redskab til at strukturere og prioritere sundhedsaktiviteterne ud fra. Statistikken viser desuden, at der kun er marginale forskelle på kommunernes udarbejdede sundhedsprofiler, hvilket betyder, at de samme forhold inden for sundhedsområdet gør sig gældende i kommunerne. Med andre ord er der omtrent samme andel rygere, overvægtige, kronisk syge borgere m.v. i alle kommuner, hvilket gør grundlaget for udarbejdelsen af konkrete sundhedspolitikker meget ensartet. Grundidéen med at overføre de forebyggende aktiviteter til kommunerne er, at kommuner er den myndighed, der er tættest på borgerne og dermed bedst kan varetage de borgernære opgaver og dermed sikre en tilpasning til borgernes ønsker og behov. Til trods for at kommunalbestyrelserne har meget brede beføjelser og en løs lovgivning på området, viser min forskning, der tager udgangspunkt i de nordjyske kommuner, at der er meget store ligheder mellem kommunernes sundhedspolitikker. Idet formålet med sundhedspolitikkerne er, at kommunerne kan udarbejde sundhedspolitiske tiltag, der er møntet direkte på deres egne borgere, er det et paradoks, at der er så stor homogenitet i sundhedspolitikkerne. Denne påfaldende ensartethed vil være udgangspunktet for dette speciales problemstilling, idet der vil blive set nærmere på kommunale beslutningsprocesser, aktørforhold og bevæggrunde bag formuleringen af sundhedspolitikker. Med andre ord vil dette speciale udforske, hvordan kommunerne tilrettelægger en sundhedspolitik, hvori der tages hensyn til de lokale behov, hvilket vil blive analyseret med brug af beslutningsteori og indhentet kvalitativ empiri fra udvalgte casekommuner.