I løbet af 1990’erne blev aktivering en del af den danske beskæftigelsespolitik. Aktiveringsstrategien har ændret sig meget siden og hvordan strategien påvirker udsatte ledige er uklart.

Dette speciale undersøger, hvordan udsatte kontanthjælpsmodtagere oplever, at deltagelse i aktivering påvirker deres tilværelse og hvordan de oplever sagsbehandlingen i jobcentrene.

Problemstillingen i første led i problemformuleringen udspringer af en artikel skrevet af Daniel Sage, hvor han beskriver aktiveringsstrategiens potentiale for at kompensere for nogle af de negative effekter som arbejdsløshed medfører for individets trivsel. Med udgangspunkt i Erik Allardts teori anvendes velfærd, som normativt ideal for en god tilværelse, har jeg undersøgt hvorvidt og hvordan dette er tilfældet for udsatte kontanthjælpsmodtagere. Besvarelsen af denne del af problemformuleringen er hovedsagligt baseret på en survey besvaret af 159 kontanthjælpsmodtagere. Dette er suppleret med uddybende eksempler fra seks kvalitative interviews med udsatte kontanthjælpsmodtagere.

Analysen, der besvarer dette led i problemformuleringen, viser, at aktivering primært kan have en positiv effekt primært på de udsatte kontanthjælpsmodtageres psykologiske behov for selvrealisering, men også på deres sociale behov. Det er dog et flertal af respondenterne der ikke oplever denne effekt. Virksomhedspraktikker er det forløb, hvor den største andel af deltagerne oplever, at det har en positiv virkning på deres tilværelse. Det er ca. halvdelen af dem, der oplever dette.

Tilrettelæggelsen af aktiveringsforløbene foregår i sagsbehandlingen, og derfor undersøgelses også de udsatte kontanthjælpsmodtageres oplevelse med dette. I besvarelsen af andet led i problemformuleringen om, hvordan de oplever sagsbehandlingen, er det de seks kvalitative interviews, der udgør det primære empiriske fundament for analysen, mens det kvantitative datamateriale supplerer med faktuelle oplysninger. Analysen er struktureret om de copingmekanismer, som ifølge lipskys teori om street-level bureaucracy, kendetegner caseworkers måde at håndtere krydspresset mellem for få ressourcer og borgernes efterspørgsel på serviceydelser.

Overordnet er det interviewpersonernes oplevelse, at serviceniveauet i jobcentrene er lavt. Dette skyldes især, at de oplever, at det tager alt for lang tid at afklare dem til andre ydelser. De oplever, at det er psykisk belastende at være en del af kontanthjælpssystemet bl.a. fordi sagsbehandlerne til tider møder dem nedværdigelse og mistænkeliggørelse. Mange oplever heller ikke at de bliver tilstrækkeligt informeret om de langsigtede mål med deres sag og hvilken rolle aktiveringsforløbene spiller i den forbindelse.