PBL-grupper, Neurodiversitet og Den Sociokulturelle Tango En autoetnografisk undersøgelse
Oversat titel
Problem-Based Learning Groups, Neurodiversity and the Social-Cultural Tango An Autoethnographic Study
Forfatter
Syberg, Monika Iben Stanislawa
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2026
Afleveret
2026-06-30
Antal sider
54
Resumé
Dette autoetnografiske speciale undersøger, hvordan problem-baseret læring (PBL) i grupper opleves af en neurodivergent studerende. Neurodiversitet ser forskelligheder i hjerner og adfærd som naturlige variationer, ikke afvigelser. PBL er kendt for at styrke samarbejde, problemløsning og omstillingsevne, men kan samtidig genoplive en forestilling om den “ideelle” studerende og lægge pres på kommunikationen. I Danmark oplever mange neurodivergente studerende studierelateret mistrivsel, højere frafald/forlængelser samt social eksklusion og mistillid—ofte knyttet til gruppearbejde. En del eksisterende tiltag sigter mod at “fikse” individer frem for at ændre fælles praksisser; et fåtal tilbyder fælles værktøjer, men adresserer ikke uenigheder om fx graden af grundighed. Formålet er at belyse: Baseret på mine egne erfaringer med PBL-gruppearbejde, hvordan påvirker socialt og kulturelt konstituerende praksisser mine og andre neurodivergente studerendes muligheder for at få udbytte af og bidrage til gruppen? Metodisk anvendes en autoetnografisk tilgang med refleksionsdagbog og vignetter for at skabe gennemsigtighed og inddrage et insiderperspektiv. Analysen trækker på hypotesen om det dobbelte empati-problem (gensidige misforståelser mellem forskellige neurotyper, Damian Milton), Allan Jurgens’ kobling af enactment-teori og neurodivergente erfaringer, situeret læring og legitim perifer deltagelse (Jean Lave) til at undersøge positionering i gruppen samt Pierre Bourdieus praksisteori (magt, symbolsk kapital og symbolsk vold). En feministisk poststrukturalistisk ramme bruges til at analysere, hvordan diskurser og normer former inklusion og eksklusion. Etiske hensyn betyder, at kun nødvendige detaljer deles uden at skjule centrale pointer. Studiet peger på, at det dobbelte empati-problem væsentligt hæmmede min deltagelse i PBL-gruppen. Interaktionerne skabte magtforskydninger, og en ulige fordeling af opfattet symbolsk kapital betød, at jeg flere gange blev overrulet, også når jeg havde ret. Disse mønstre fungerede som symbolsk vold og marginaliserede mig som den tydeligt anderledes i gruppen. Min reelle indflydelse blev begrænset, selv når jeg forsøgte at individualisere udfordringerne som “særlige hensyn”, hvilket samtidig reducerede mulighederne for at vise faglighed. I PBL som praksisfællesskab forblev jeg i periferien frem for at blive fuld deltager. PBL-rammen manglede klare værn for at skabe gensidig forståelse på tværs af forskellige interaktionelle privilegier. Konklusionen er, at socialt og kulturelt skabte dynamikker i PBL-grupper begrænsede adgangen til både at bidrage og få udbytte som neurodivergent studerende. Jeg anbefaler at udvikle fælles, konkrete rammer og værktøjer, der tidligt i forløbet opbygger gensidig forståelse, så alle kan begynde fra et mere lige udgangspunkt.
This autoethnographic thesis explores how problem-based learning (PBL) group work is experienced by a neurodivergent student. Neurodiversity treats differences in brains and behavior as natural variation rather than deviation. PBL is known to build collaboration, problem-solving, and adaptability, but it can also revive an “ideal student” norm and strain communication. In Denmark, many neurodivergent students report study-related distress, higher dropout/extended studies, and social exclusion and distrust—often linked to group work. Many existing interventions aim to “fix” individuals rather than reshape shared practices; a few offer collective tools but do not address disagreements about, for example, the desired level of thoroughness. The study asks: Based on my own PBL group experiences, how do socially and culturally constituting practices shape neurodivergent students’ opportunities to benefit from and contribute to group work? Methodologically, the study uses autoethnography with a reflection diary and vignettes to ensure transparency and include an insider perspective. The analysis draws on the double empathy problem (mutual misunderstandings across neurotypes, Damian Milton), Allan Jurgens’ coupling of enactment theory and neurodivergent experiences, situated learning and legitimate peripheral participation (Jean Lave) to examine positioning in the group, and Pierre Bourdieu’s theory of practice (power, symbolic capital, and symbolic violence). A feminist poststructural lens is used to analyze how discourse and norms shape inclusion and exclusion. Ethical considerations guided sharing only necessary details without suppressing key meanings. Findings suggest that the double empathy problem substantially hindered my participation in the PBL group. Interactions produced power shifts, and unequal perceived symbolic capital led others to overrule me, even when I was correct. These patterns operated as symbolic violence, marginalizing me as the visibly different member. My real influence shrank, even when I reframed issues as “special needs,” which also reduced chances to demonstrate expertise. Within PBL as a community of practice, I remained at the periphery rather than becoming a full participant. The PBL framework lacked guardrails that build mutual understanding across different interactional privileges. In conclusion, socially and culturally produced dynamics in PBL groups limited neurodivergent students’ ability to contribute and benefit. I recommend developing shared, concrete guardrails and tools that establish mutual understanding early on, so everyone can start from a more equal position.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]
Emneord