Ophævelse af lejemål ved kriminalitet
Oversat titel
Termination of lease contracts due to crime
Forfatter
Pedersen, Janne Kærgaard
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2019
Resumé
Afhandlingen undersøger, om det efter lov nr. 1322 af 27. november 2018 er blevet lettere for udlejere at ophæve lejemål, når en lejer, et medlem af lejerens husstand eller andre, som lejeren har givet adgang til det lejede, har begået kriminalitet, og om lovændringen var nødvendig. Med udgangspunkt i den retsdogmatiske metode analyseres almenlejeloven og lejeloven, forarbejder og retspraksis. Før lovændringen skete ophævelse typisk efter opsamlingsbestemmelsen ved væsentlig misligholdelse med en proportionalitetsvurdering, som gav domstolene et bredt skøn; udviklingen omkring TBB 2018.677 Ø, senere ændret af Højesteret, indikerede behov for klarere retningslinjer. Kriminalitetsbestemmelsen (LLAB § 90, stk. 1, nr. 10, og LL § 93, stk. 1, litra j) opstiller objektive kriterier: dom til ubetinget fængsel eller anden frihedsberøvende retsfølge for oplistede lovovertrædelser begået mindre end 1 km fra lejemålet, dog med fortsat krav om proportionalitet. Bestemmelsen øger gennemsigtigheden for lejere, udlejere og domstole. Afhandlingen drøfter også, at sager efter kriminalitetsbestemmelsen håndteres ved fogedretten, samt samspillet med opsamlingsbestemmelsen, der fortsat finder anvendelse. Konklusionen er, at lovændringen var nødvendig og skaber klarhed, men det er endnu uafklaret, om den faktisk gør ophævelse lettere; retsstillingen er fortsat under udvikling.
This thesis examines whether, following Act No. 1322 of 27 November 2018, it has become easier for landlords to terminate leases when crime is committed by the tenant, a member of the tenant’s household, or others admitted to the premises by the tenant, and whether the legislative change was necessary. Using the legal-dogmatic method, it analyses the General Rent Act and the Rent Act, legislative materials, and case law. Before the amendment, termination generally relied on the catch-all clause for material breach, subject to a proportionality assessment that afforded courts wide discretion; developments around TBB 2018.677 Ø, later reversed by the Supreme Court, indicated a need for clearer guidance. The new crime clause (LLAB § 90(1)(10) and LL § 93(1)(j)) sets objective criteria: a conviction to an unconditional prison sentence or other custodial sanction for listed offenses committed less than 1 km from the dwelling, while a proportionality test still applies. The clause enhances transparency for tenants, landlords, and courts. The thesis also considers that cases under the crime clause are handled by the bailiff’s court and the continued role of the catch-all clause. It concludes the amendment was necessary and adds clarity, but it remains unresolved whether it actually makes termination easier; the legal landscape is still evolving.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]