Omstødelse af et løbende mellemværende
Oversat titel
Avoidance of Running Accounts
Forfatter
Sørensen, Cecilie Emilie
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2026
Afleveret
2026-05-12
Resumé
Specialet undersøger, hvordan omstødelsesreglerne (reglerne om at tilsidesætte visse dispositioner før konkurs) anvendes på løbende konti (typisk kassekreditter), der er sikret ved virksomhedspant (tinglysningslovens § 47 c), fordringspant (§ 47 d) eller sikkerhed stiftet ved underretning (gældsbrevslovens § 31). En løbende konto ændrer sig hele tiden, både i gæld og i sikkerhed, og det gør det svært at afgøre, om en postering er en betaling, en ny sikkerhedsstillelse eller blot en styrkelse af kreditors stilling. Specialet analyserer derfor konkurslovens §§ 67, 70, 70 a, 72 og 74 i denne sammenhæng. Hovedpointerne er: § 70 bruges, når sikkerheden dækker allerede stiftet gæld. Retspraksis anvender nettometoden, hvor man ser på den samlede udvikling på kontoen frem for enkeltstående posteringer. § 67 gælder betalinger, som ikke er reguleret af en sikkerhedsordning. I løbende konti er § 67’s ordlyd svær at forene med et løbende kreditforhold, og retspraksis lægger derfor vægt på, om kassekreditten reelt har fungeret som driftskredit eller som inddrivelsesordning. 2. pkt. i § 70 regulerer fordringspant efter tinglysningslovens § 47 d. Denne sikkerhed behandles som almindelig pant og svarer i praksis til sikkerhed efter gældsbrevslovens § 31: er sikkerhed aftalt, anvendes § 70; er den ikke, anvendes § 67. § 70 a har et snævert anvendelsesområde og forudsætter, at virksomhedspantet er oprettet mere end tre måneder før den relevante dato i konkursretten, at kreditor har gjort pantet gældende eller realiseret det, og at kreditors stilling er forbedret. § 72 har begrænset selvstændig betydning, fordi den kun angår dispositioner efter den relevante dato, mens § 74 kan være mere egnet, når et samlet forløb skal vurderes. Konklusionen er, at omstødelse i løbende konti kræver en bred helhedsvurdering: Har kreditor opnået en uberettiget forbedring på bekostning af de usikrede kreditorer?
This thesis examines how the avoidance rules (rules that let certain pre-insolvency transactions be set aside) in Danish bankruptcy law apply to running accounts (typically overdraft facilities) that are secured by a floating business charge (section 47 c of the Land Registration Act), a receivables charge (section 47 d of the same act), or security created by notification (section 31 of the Debt Instruments Act. In a running account, both the debt and the collateral change continuously. This makes it hard to tell whether an entry is a payment, a grant of new security, or simply a strengthening of the creditor’s secured position. The thesis therefore analyzes sections 67, 70, 70 a, 72 and 74 of the Danish Bankruptcy Act in this setting. Key points: Section 70 applies when security covers previously incurred debt. Case law uses the net method, assessing the account as a whole rather than isolated entries. Section 67 governs payments that are not regulated by a security arrangement. For running accounts, the wording of section 67 is difficult to align with an ongoing credit relationship, so case law asks whether the overdraft has functioned as operating credit or as a debt collection tool. The second sentence of section 70 regulates receivables charges under section 47 d of the Land Registration Act. This collateral is treated like ordinary security, analogous to security under section 31 of the Debt Instruments Act: if security has been agreed, section 70 applies; if not, section 67 applies. Section 70 a has a narrow scope and requires that the floating business charge was created more than three months before the relevant date in bankruptcy law, that the creditor has enforced or otherwise realized the security, and that the creditor’s position has improved. Section 72 has limited independent importance because it only concerns transactions after the relevant date, while section 74 may be more suitable when the overall course of events must be assessed. The thesis concludes that avoidance in running accounts calls for a broader, holistic assessment of whether the creditor has gained an unjustified improvement at the expense of unsecured creditors.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]
Emneord