Omsorgens nye karakter Et kvalitativt studie af omsorgens betydning når den foregår digitalt, i et accelereret samfund
Oversat titel
The New Character of Care - A Qualitative Study of the Significance of Care in Digital Contexts within an Accelerated Society.
Forfattere
Biil, Maria Louise ; Hansen, Jesper Litske
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2026
Afleveret
2026-06-01
Antal sider
72
Resumé
Specialet undersøger, hvordan digital omsorg bliver skabt og praktiseret på SnakSammen, Dansk Røde Kors’ digitale 1‑til‑1 samtaletjeneste, der skal afhjælpe ensomhed blandt voksne. Det stiller to spørgsmål: hvordan platformen svarer på et 'accelereret' samfund, hvor teknologi, sociale forandringer og hverdagsliv går hurtigere, og hvordan frivilliges erfaringer former, hvad digital omsorg betyder i praksis. Studiet bruger to teoretiske rammer i en enkel forklaring. Hartmut Rosas teori om social acceleration viser, hvordan hastighed og effektivitet præger institutioner og hverdag. Joan Trontos omsorgsetik opdeler omsorg i faser—at opdage behov, tage ansvar, yde omsorg og reagere—som grundlag for at undersøge, hvordan omsorg fungerer. Sammen forbinder disse perspektiver de store samfundstendenser med omsorgens små, daglige handlinger på platformen. Projektet har et fortolkende, socialkonstruktivistisk udgangspunkt, der ser omsorg, tempo og digitalisering som formet af sociale forhold. Empirisk bygger det på fire semistrukturerede interviews med tre frivillige og platformens leder. En narrativ analyse søgte mønstre i deltagernes fortællinger, og analysen udviklede sig abduktivt ved at justere fokus, efterhånden som nye indsigter dukkede op. Resultaterne viser, at SnakSammen er et institutionelt svar på tidspres, lange ventelister og social sårbarhed i velfærdsstatens høje tempo. I tråd med Rosas ideer matcher platformens design—øjeblikkelig adgang, fleksibel planlægning og uafhængighed af sted—forventninger om effektivitet og øjeblikkelighed. Frivillige beskriver, hvordan digital omsorg passer ind i en fragmenteret hverdag og gør korte samtaler på tværs af afstande mulige. Samtidig peger fortællingerne på en spænding mellem tempo og nærvær. Digital omsorg kan skabe meningsfulde øjeblikke, men det episodiske og uforpligtende format kan gøre det vanskeligere at opbygge dybe, varige relationer. Med Trontos ramme identificerer specialet tre forskydninger i digital omsorg. For det første styres 'at have omsorg for' af foruddefinerede behov: brugere defineres som ensomme, og frivillige træder ind i en på forhånd fastlagt hjælperrolle. For det andet bliver omsorgspraksis en 'uforpligtende tilstedeværelse'—støtte uden den gensidighed eller langsigtede forpligtelse, der kendes fra traditionelle omsorgsrelationer. Denne fleksibilitet passer nogle, men frustrerer andre, når kontinuitet ikke bliver gengældt. For det tredje tolkes 'at modtage omsorg' ofte indirekte: frivillige vurderer deres virkning via intuition, gentagne bookinger eller vedvarende deltagelse i stedet for direkte feedback. Det udfordrer Trontos vægt på responsivitet og peger på behovet for andre måder at evaluere digital omsorg. Samlet set fremstår digital omsorg både som løsning på og produkt af acceleration. SnakSammen sænker tærsklen for at få støtte og tilpasser omsorg til nutidens tidsmæssige begrænsninger, men de samme kendetegn—hastighed, fleksibilitet og lav forpligtelse—kan også genskabe betingelser, der fremmer ensomhed og ustabilitet. Frivillige navigerer i, tilpasser sig og til tider modstår disse spændinger i forsøget på at skabe meningsfulde møder i et accelereret samfund.
This thesis explores how digital care is built and practiced on SnakSammen, the Danish Red Cross’s one‑to‑one online conversation service that aims to ease loneliness among adults. It asks two questions: how the platform responds to an “accelerated” society in which technology, social change and everyday life move faster, and how volunteers’ experiences shape what digital care means in practice. The study uses two frameworks in simple terms. Hartmut Rosa’s theory of social acceleration explains how speed and efficiency shape institutions and daily routines. Joan Tronto’s ethics of care breaks care into phases—noticing needs, taking responsibility, giving care and responding—to examine how care works. Together, these perspectives connect big social trends with the small, day‑to‑day acts of caring on the platform. The project follows an interpretive, social‑constructivist approach that sees care, tempo and digitalisation as socially shaped. Empirically, it draws on four semi‑structured interviews with three volunteers and the platform’s manager. A narrative analysis looked for patterns in how participants told their stories, and the analysis evolved abductively, adjusting focus as new insights appeared. Findings show that SnakSammen is an institutional response to time scarcity, long waiting lists and social vulnerability in Denmark’s fast‑paced welfare state. In line with Rosa’s ideas, its design—instant access, flexible scheduling and freedom from place—matches expectations of efficiency and immediacy. Volunteers describe how digital care fits into fragmented daily rhythms, enabling short sessions across distance. Yet their stories also reveal a tension between speed and meaningful connection. Digital care can create moments of presence and support, but its episodic, low‑commitment format can make it harder to build deep, lasting relationships. Using Tronto’s framework, the thesis identifies three shifts in digital care. First, “caring about” is guided by preset needs: users are defined as lonely, and volunteers step into a pre‑defined helper role. Second, care‑giving becomes an “unobligated presence”—support without the mutuality or long‑term commitment typical of traditional care ties. This flexibility suits some volunteers but frustrates others when continuity is not reciprocated. Third, care‑receiving is often inferred rather than directly expressed: volunteers gauge impact through intuition, repeat bookings or ongoing participation instead of direct feedback. This challenges Tronto’s emphasis on responsiveness and suggests digital care calls for different ways to evaluate effects. Overall, digital care appears both a solution to and a product of acceleration. SnakSammen lowers the threshold for support and aligns care with today’s time constraints, yet the same features—speed, flexibility and low commitment—can also reproduce conditions that foster loneliness and instability. Volunteers navigate, adapt to and at times resist these tensions as they strive to create meaningful encounters within accelerated social realities.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]