Normativ Kærlighed i Naturalismens Tid - et pragmatisk forsvar for en præskriptiv kærlighedsetik
Oversat titel
Normative Love in the Age of Naturalism - a pragmatic defence of a prescriptive ethics of love
Forfatter
Mortensen, Claus Brink
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2018
Afleveret
2018-05-31
Resumé
Specialet undersøger, om kærlighed i lyset af filosofisk naturalisme skal forstås deskriptivt eller normativt, og forsvarer en præskriptiv, normativ kærlighedsetik. Ud fra en argumentativ, filosofisk analyse etableres en ikke-reduktionistisk position, hvor sociale beskrivelser ikke lader sig eliminere til naturvidenskabelige termer, og en epistemisk dualisme kvalificeres med henvisning til J. Habermas’ idé om forskningsfællesskabet, samtidig med at hans universelle diskursetik kritiseres som for krævende og a priori. I stedet anvendes Hilary Putnams pragmatiske etik med metaetisk realistiske ambitioner til at vise, at moralsk realisme kan forenes med naturalistiske forudsætninger. Med dette grundlag udvikles en normativ etik for kærlighedspraksis: Carrie Jenkins’ teori om kærlighedens dobbelte natur præsenteres som et realistisk-pragmatisk udgangspunkt, men afvises delvist for mangel på normative forudsætninger, og suppleres derfor med Angelika Krebs’ teori om dialogisk kærlighed. Kombinationen af de to giver en sammenhængende, normativ forståelse af, hvordan kærlighed bør praktiseres, som er forenelig med naturalisme og pragmatisme. Specialet konkluderer, at der findes normative, faktuelle indsigter om kærlighed, og at kærlighed forudsætter volitionelt, ansvarligt engagement frem for blot neurokemiske tilstande.
This thesis asks whether love, viewed through the lens of philosophical naturalism, is a descriptive phenomenon or a normative practice, and offers a principled defense of a prescriptive ethics of love. Through an argumentative, theoretical analysis, it develops a non-reductionist stance in which social descriptions are neither reducible to nor eliminable in natural-scientific terms, and articulates an epistemic dualism informed by J. Habermas’s account of the community of inquiry, while criticizing his universalist discourse ethics as overly demanding and a priori. In its place, the thesis adopts Hilary Putnam’s more modest pragmatist ethics with meta-ethical realist credentials to show that a form of moral realism is compatible with naturalist presuppositions. On this basis, it advances a normative ethics of loving practice: it presents Carrie Jenkins’s dual-nature model as a realist–pragmatist starting point but finds it normatively underdetermined and at risk of relativism, and therefore supplements it with Angelika Krebs’s theory of dialogical love. Taken together, these accounts yield a coherent, prescriptive profile of how love ought to be practiced that remains consistent with naturalism and pragmatism. The thesis concludes that there are normative, fact-like truths about love and that loving involves volitional, accountable engagement rather than mere neurochemical states.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]