Non-suicidal selvskade og afhængighed af psykoaktive stoffer - Et teoretisk speciale om at udvide forståelsen af selvskade i relation til afhængighed
Oversat titel
Non-Suicidal Self-Injury and Addiction to Psychoactive Drugs - a theoretical thesis about expanding the understanding of self-injury in the light of addiction
Forfattere
Binderup, Nikoline ; Holst, Malene Klarborg
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2022
Afleveret
2022-05-30
Antal sider
98
Resumé
Dette speciale undersøger ikke-suicidal selvskade (NSSI) i lyset af afhængighed af psykoaktive stoffer (APS) ud fra et generelt psykologisk perspektiv og ser samtidig på, hvordan forståelser af normalitet og sygdom præges af diagnostiske klassifikationssystemer og af et præstationsorienteret samfund. NSSI betyder, at en person skader sig selv uden intention om selvmord. I dag er NSSI ikke en selvstændig diagnose, men er i DSM-5 beskrevet som en tilstand til videre undersøgelse. Forskning peger på, at NSSI og stofafhængighed deler træk, og at afhængighed kan forstås som en indirekte form for selvskade. Vi undersøger, om NSSI kan forstås bredere ved at inddrage mulige afhængighedsaspekter i selvskadende adfærd. Metodisk anvender vi en eklektisk og socialkonstruktivistisk tilgang og udvælger litteratur via modellen Critical Interpretative Synthesis (CIS). Vi organiserer den empiriske viden i en bio-psyko-social ramme med fokus på risikofaktorer, vedligeholdende faktorer og behandlingsmuligheder for både NSSI og APS. Vores sammenligning viser betydelige overlap og komplekse samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale forhold i begge fænomener. Neurologisk ser vi ligheder, hvor amygdala og kroppens egne opioider (endogene opioider) spiller centrale roller. Adfærden kan fastholdes gennem positiv og negativ forstærkning—fordi den midlertidigt giver belønning eller lindring—og angstlidelser og depression optræder ofte samtidig. Der ses også fælles personlighedstræk som sensations-/nyhedssøgning, impulsivitet og nedsat evne til at vurdere konsekvenser, samt betydningen af ustabile familierelationer, negative relationer til jævnaldrende og behovet for at høre til. Vi peger på, at en form for “auto-afhængighed” kan opstå ved gentagen selvskade, hvor kroppen bliver afhængig af egne signalstoffer. Det kan vise sig som trang, abstinenser og tolerance—kendt fra afhængighed. Med dette som baggrund foreslår vi, at kriterierne for en mulig NSSI-diagnose (NSSI-D) kan præciseres ved at inddrage afhængighedsaspekter med inspiration fra diagnoser for stofafhængighed. Det taler også for at identificere specifikke undergrupper af personer med NSSI for at forbedre udredning og behandling. Endelig sætter vi resultaterne ind i en samfundsmæssig ramme: Snævre definitioner af normalitet, stærkt fokus på præstation og selvrealisering og brugen af diagnosesystemer kan presse individer og skabe et jag efter diagnoser for at få hjælp. I dette lys kan NSSI og stofafhængighed blive set som tegn på utilstrækkelighed, selv om de også afspejler, at normalitetsbegrebet er blevet indsnævret. Afslutningsvis reflekterer vi over vores rolle som kommende psykologer og over vores metodiske valg.
This thesis examines non-suicidal self-injury (NSSI) through the lens of addiction to psychoactive substances (APS) from a general psychological perspective, and considers how diagnostic classification systems and contemporary society shape ideas of normality and illness. NSSI refers to intentionally harming oneself without suicidal intent. At present, NSSI is not a formal stand-alone diagnosis; in DSM-5 it is listed as a condition for further study. Research shows that NSSI and substance addiction share features, and addiction can be understood as a form of indirect self-harm. We ask whether viewing self-injury through potential addiction-like aspects can expand understanding of NSSI. Methodologically, we use an eclectic, social constructionist approach and select literature with the Critical Interpretative Synthesis (CIS) model. We organize evidence within a bio-psycho-social framework, focusing on risk factors, factors that maintain the behaviors, and treatment options for both NSSI and APS. Our comparison finds substantial overlap and complex interactions among biological, psychological, and social factors in both phenomena. Neurologically, the amygdala and the body’s own opioids (endogenous opioids) appear important in each. These behaviors can be maintained by positive and negative reinforcement—because they bring reward or relief in the short term—and anxiety disorders and depression often co-occur. Shared personality traits include sensation/novelty seeking, impulsivity, and reduced ability to evaluate consequences. Unstable family relationships, negative peer relations, and the need to belong also matter. We suggest that a form of “auto-addiction” may develop in some people who repeatedly self-injure, where the body becomes dependent on its own natural substances, leading to craving, withdrawal-like states, and tolerance—parallels to addiction. Building on this, we propose ways to specify criteria for a possible NSSI diagnosis (NSSI-D) by incorporating addiction-related aspects, drawing on substance addiction diagnoses. This also supports identifying subgroups of people who self-injure to improve assessment and treatment. Finally, we place these findings in a societal context: Narrow definitions of normality, strong pressures for performance and self-realization, and reliance on diagnostic systems can push individuals to a breaking point and fuel a search for diagnoses to access care. In this chase, NSSI and substance addiction may be seen as signs of inadequacy, yet they also reflect a narrowed notion of normality that makes it harder to be regarded as healthy. We close with reflections on our professional role as future psychologists and on our methodological approach.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]