Når udvikling bliver usynlig: Læring og kompetenceudvikling i et acceleret arbejdsliv
Oversat titel
When Development Becomes Invisible: Learning and Competence Development in an Accelerated Working Life
Forfatter
Schack, Johanne Marie
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2026
Afleveret
2026-06-01
Antal sider
75
Resumé
Denne afhandling undersøger, hvordan medarbejdere i en stor humanitær organisation skaber og forhandler forståelser af læring, udvikling og mening i et accelereret arbejdsliv præget af konstant travlhed. Med afsæt i Hartmut Rosas teori om social acceleration (hurtigere tempo og vedvarende forandring) og Etienne Wengers teori om praksisfællesskaber (man lærer ved at arbejde sammen) gennemføres et kvalitativt casestudie i Røde Kors i Danmark. Datagrundlaget er fire semi-strukturerede interviews på tværs af organisatoriske enheder. Analysen er abduktiv og hviler på et socialkonstruktivistisk udgangspunkt, dvs. en løbende dialog mellem teori og empiri om, hvordan betydning skabes. Første del af analysen viser, at medarbejdere oplever mening, læring og udvikling i det daglige samarbejde med kolleger. I praksisfællesskaber kendetegnet ved gensidig involvering, fælles problemløsning og et fælles repertoire af metoder og rutiner opstår resonans og faglig udvikling. Alligevel opfattes denne uformelle læring ofte ikke som “læring”, fordi både organisationen og medarbejderne har en normaliseret forståelse af, at formelle forløb er lig med udvikling. Anden del viser, hvordan acceleration former rammerne for, hvordan læring og udvikling bliver opfattet: arbejdspres, ubalance mellem arbejdsliv og privatliv, manglende ledelsesmæssig opfølgning og vanskeligheder med at beskytte egen tid betyder, at udvikling må klemmes ind mellem andre opgaver. Det bidrager til fremmedgørelse og gør det sværere at få øje på, hvor meningsfuld læring finder sted. Afhandlingen konkluderer, at der eksisterer et organisatorisk paradoks: Læring og udvikling produceres i hverdagen, men arbejdets organisering og prioriteringen af formel kompetenceudvikling skygger for, at denne læring bliver genkendt som meningsfuld udvikling. For at håndtere paradokset bør organisationer skabe strukturelle rammer for refleksion, dialog og opfølgning, så uformel læring i praksisfællesskaber anerkendes og fastholdes som legitim udvikling.
This thesis examines how employees in a large humanitarian organization make sense of learning, development, and meaning in a fast, constantly busy working life. Drawing on Hartmut Rosa’s theory of social acceleration (a faster pace and continual change) and Etienne Wenger’s theory of communities of practice (people learn by working together), it presents a qualitative case study of the Danish Red Cross based on four semi-structured interviews with staff from different units. The analysis is abductive and grounded in a social constructivist perspective, meaning it moves back and forth between theory and data to understand how meaning is constructed. The first part shows that employees experience meaning, learning, and development through everyday collaboration with colleagues. In communities of practice marked by mutual engagement, shared problem-solving, and a common repertoire of methods and routines, they feel resonance and professional growth. Yet this informal learning is often not seen as “learning,” because both the organization and employees tend to equate development with formal courses. The second part shows how acceleration shapes the conditions under which learning and development are perceived: workload, work–life imbalance, limited managerial follow-up, and difficulty protecting one’s own time mean that development has to be squeezed in around other tasks. This contributes to alienation and makes it harder to recognize where meaningful learning happens. The thesis concludes that there is an organizational paradox: learning and development are produced in everyday practice, but the structure of work and the prioritization of formal competence development make this learning hard to see and value. To address this, organizations should create structural conditions for reflection, dialogue, and follow-up so that informal learning in communities of practice is recognized and sustained as legitimate development.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]