Musikterapi i Børneværnet på Færøerne: en eksplorativ undersøgelse af hvordan kombinationen af individuel- og gruppemusikterapi kan medvirke til at udvikle Tilknytning, Regulering og Deltagelse i Gruppe, for en dreng på 12 år som bor på et børnehjem.
Forfatter
Magnussen, Betty
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2016
Afleveret
2016-05-31
Antal sider
75
Abstract
Dette speciale udspringer af et praktikforløb i Tórshavn på Færøerne og beskriver musikterapi med udsatte børn og unge i børneværnet. Et tæt tværfagligt samarbejde mellem de primære kontaktpersoner og musikterapeuten skabte en glidende overgang mellem musikterapien og børnenes hverdag. Fokus er på en 12-årig dreng, X, som blev henvist, fordi de professionelle omsorgspersoner oplevede at miste kontakten til ham, og intet så ud til at interessere ham. Han var glad for individuelle sessioner, men sagde før hver gruppesession på børnehjemmet, at han ikke havde lyst til at deltage – alligevel mødte han op hver gang. I både individuelle og gruppeforløb var terapien overvejende ikke-verbal: kommunikationen foregik gennem musik med både rekreative elementer (at spille kendte sange for glædens skyld) og en improvisatorisk tilgang (spontant med- og samspil). Musik fra fire individuelle sessioner og én gruppesession blev udvalgt til mikroanalyse med en modificeret udgave af Tony Wigrams Event Based Analysis (EBA), suppleret med syntaktiske beskrivelser og nodeeksempler fra udvalgte improvisationer. Formålet var at undersøge, om ændringer i X’s måde at spille og lytte på kunne afspejle ændringer i hans deltagelse og relationer til andre. En organisatorisk infrastrukturmodel gjorde det muligt at kombinere individuel og gruppebaseret musikterapi for disse meget sårbare børn. I denne overvejende musikalske og ikke-verbale ramme blev feedback et vigtigt pejlemærke til at beskrive, hvordan de musikalske processer i terapien spejlede X’s liv uden for terapien. Det musikalske materiale blev drøftet i en udviklingspsykologisk ramme med afsæt i Bruce Perrys teori om seks gensidigt afhængige kernekompetencer; undersøgelsen fokuserer især på tilknytning, selvregulering og deltagelse i en gruppe. Spørgsmålene var, om disse områder kan udvikles i primært improvisatoriske sessioner, og om kombinationen af individuelle og gruppeforløb kan være et attraktivt tilbud for en så sårbar dreng som X. Efter praktikforløbet blev spørgeskemaer fra de to primære omsorgspersoner analyseret kvalitativt og brugt til triangulering, dvs. til at sammenholde resultater fra forskellige kilder med fundene fra de musikalske analyser. Der var høj overensstemmelse mellem de musikalske fund og de ændringer, som personerne omkring X havde observeret siden starten af musikterapien.
This thesis reports on an internship in Tórshavn in the Faroe Islands and on music therapy with at-risk children and young people in child protection services. Close collaboration between primary caregivers and the music therapist helped connect therapy with the children’s everyday lives. The focus is a 12-year-old boy, X, referred because caregivers felt they were losing contact with him and nothing seemed to interest him. He enjoyed individual sessions but told staff at the orphanage before each group session that he did not want to join—yet he showed up every time. In both individual and group work, the therapy was mainly nonverbal: communication happened through music using both recreational elements (playing familiar songs for enjoyment) and an improvisational approach (spontaneous musical interaction). Musical material from four individual sessions and one group session was selected for microanalysis using a modified version of Tony Wigram’s Event Based Analysis (EBA), combined with syntactic descriptions and musical notation from selected excerpts. The aim was to see whether changes in X’s music-making reflected changes in how he participated and related to others. An organizational infrastructure model made it possible to combine individual- and group-based music therapy for these very vulnerable children. In this predominantly musical, nonverbal setting, feedback became an important benchmark to describe how therapeutic musical processes mirrored X’s life outside therapy. The musical data were discussed within a developmental psychology framework, drawing on Bruce Perry’s theory of six interdependent core strengths; this study focuses on attachment, self-regulation, and participation in a group. It asked whether these areas can develop in primarily improvisational sessions, and whether combining individual and group therapy can appeal to a boy as vulnerable as X. After the internship ended, questionnaires from his two primary caregivers were analyzed qualitatively and used for triangulation—that is, to compare multiple sources with the musical findings. There was a strong correspondence between the musical analyses and the changes observed by those around X since the start of music therapy.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]