Museal kommunikation og hvordan man får fortiden med ind i fremtiden
Oversat titel
Museal communication and how to communicate the past in the future
Forfatter
Andersen, Nicolaj
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2019
Afleveret
2019-06-03
Resumé
Specialet undersøger, hvordan traditionelle udstillinger kan styrke deres evne til at formidle viden uden at læne sig tungere op ad infotainment. Med udstillingen forstået som en kommunikationsproces udvikles tre parametre til at vurdere formidlingstiltag: pålidelighed (robusthed over for støj og brugervenlighed), fleksibilitet i forhold til resten af udstillingen samt rækkevidde over for forskellige publikummer med varierende alder og forhåndsviden. Med disse parametre evalueres tre udbredte medier i udstillinger—guidede ture, en supplerende museumsmedarbejder (cicerone) og digital formidling—med henblik på at klarlægge deres styrker og svagheder. På baggrund heraf foreslås en forbedret, professionaliseret udgave af ciceronen, kaldet Cicero, hvor værten er uddannet i både emnet og kommunikation. Cicero er udviklet til at performe stærkt på de tre parametre og ligger i forlængelse af nymuseologiens publikumsfokus med mulig effekt på social inklusion, fællesskab og rekruttering af nye voksne besøgende. Forslaget er dog foreløbigt teoretisk og kræver praktisk afprøvning. Specialet er motiveret af museers økonomiske pres og behovet for at fastholde faglighed samtidig med, at publikum engageres.
This thesis explores how traditional museum exhibitions can better communicate and foster knowledge without increased reliance on infotainment. Treating the exhibition as a communication process, it develops three parameters for evaluating dissemination: reliability (resilience to noise and ease of use), flexibility in relation to the rest of the exhibition, and audience range across ages and levels of prior knowledge. Using these parameters, the thesis assesses three common media in exhibitions—guided tours, a supplementary museum host (cicerone), and digital communication—to identify their strengths and weaknesses. It then proposes an enhanced, professionalized version of the cicerone, named Cicero, in which the host is educated in both the subject matter and communication. Cicero is designed to perform strongly on the three parameters and aligns with new museology’s audience focus, with potential benefits for social inclusion, community-building, and attracting adult audiences. However, the proposal remains theoretical and requires practical testing. The work is motivated by financial pressures on museums and the need to engage visitors while maintaining scholarly rigor.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]