Modstand – en opdateret forståelse af begreb og praksisfænomen, samt et perspektiv på tilgangen hertil i psykoterapi.

Resistance – an updated understanding of concept and practice phenomenon as well as a perspective on the approach hereto in psychotherapy.

Andersen, Maria

4. semester

Psykologi, Kandidat

2017

2017-01-02

91

Dette speciale undersøger “modstand” i psykoterapi—hvorfor klienter bevidst eller ubevidst skubber forandring væk, og hvordan terapeuter kan arbejde med modstand på en måde, der fremmer klientens evne til at ændre sig. Modstand ses som en beskyttende reaktion på angst knyttet til forandring. Den kan fastholde uhensigtsmæssige mønstre, men helt fravær af modstand kan også betyde, at terapien endnu ikke påvirker klienten. Derfor handler den terapeutiske opgave om at regulere modstandsniveauet: undgå, at det bliver så højt, at intet kan rykke sig, og så lavt, at der ikke er nogen reel forandringsproces. Specialet er teoretisk med et hermeneutisk (fortolkende) udgangspunkt. Tyngden ligger på psykodynamisk teori, suppleret af andre retninger. Jeg gennemgår forskningen i modstand, beskriver metoder og centrale fund, peger på behov for videre studier og gør min litteratursøgning gennemsigtig. Jeg beskriver modstandens natur: den kan være ubevidst, førbevidst eller bevidst og vise sig både i personen (intrapersonelt) og mellem mennesker (interpersonelt). Jeg skelner mellem modstand og psykologiske forsvar, forklarer hvordan modstand kan genkendes i terapi, hvilke forhold der påvirker den, og hvornår den kan være adaptiv eller maladaptiv. Jeg gennemgår vigtige kategorier af modstand, herunder karakterologisk modstand, terapeutens egen modstand, modstand som personlighedstræk og Freuds klassifikationer. Eksisterende definitioner vurderes som forældede, og på den baggrund formulerer jeg en opdateret, samlet beskrivelse af modstand som begreb og praksisfænomen. To diskussioner besvarer problemformuleringen. Først undersøges forståelser, sprogbrug og de negative associationer ved “modstand”—om begrebet bør omdøbes eller omfortolkes. Dernæst diskuteres, hvordan man arbejder med modstand i praksis. Med afsæt i Gabbards interventionsskala drøfter jeg, hvornår en mere støttende versus en mere ekspressiv stil hjælper til at regulere modstandsniveauet. Jeg inddrager også Motivational Interviewing (MI) og Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy (ISTDP) og undersøger, hvorfor så forskellige tilgange kan være virksomme. Jeg fremhæver fund, der peger på, at interventionens stil bør matche klientens modstandsniveau, drøfter “det ideelle” niveau af modstand og skitserer, hvornår en støttende eller en ekspressiv tilgang er mest hensigtsmæssig, samt hvordan dette kan vurderes. Afslutningsvis præsenterer specialet en uafhængig, samlet beskrivelse af modstand og giver praktiske retningslinjer for at arbejde ud fra, direkte med og i proportion til modstand—med det formål at styrke klientens evne til forandring.

This thesis explores “resistance” in psychotherapy—why clients consciously or unconsciously push back against change, and how therapists can work with resistance in ways that support a client’s capacity to change. Resistance is presented as a protective response to the anxiety that accompanies change. It can keep unhelpful patterns in place, yet a complete lack of resistance may also indicate that therapy has not yet had an impact. The clinical task is therefore to calibrate resistance: preventing it from becoming so strong that nothing moves, or so weak that no real change process is underway. The thesis is theoretical with a hermeneutic (interpretive) approach. It draws primarily on psychodynamic theory, supplemented by other schools. I review research on resistance, outline methods and key findings, identify gaps for future study, and describe the literature search for transparency. I examine the nature of resistance: it can be unconscious, preconscious, or conscious, and it appears both within the person (intrapersonal) and between people (interpersonal). I distinguish resistance from psychological defenses, explain how resistance can be recognized in therapy, what influences it, and when it may be adaptive or maladaptive. I review major categories of resistance, including characterological resistance, therapist resistance, resistance as a personality trait, and Freud’s classifications. Existing definitions are assessed as outdated, and I propose an updated, unifying description of resistance as both a concept and a practice phenomenon. Two discussions address the research questions. The first considers understandings, language, and the negative associations of “resistance”—including whether the term should be renamed or reframed. The second focuses on practice: using Gabbard’s scale of interventions to discuss when a supportive versus a more expressive style helps regulate resistance. I also consider Motivational Interviewing (MI) and Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy (ISTDP) and explore why such different approaches can both be effective. I highlight findings that intervention style should match the client’s resistance level, discuss the idea of an “ideal” level of resistance, and outline when supportive or expressive approaches are most appropriate and how to assess this. The thesis concludes with an integrated definition of resistance and practical guidance on working from, directly with, and in proportion to resistance—aimed at enhancing clients’ ability to change.

[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]

Modstand ; Definition ; Psykoterapi ; Gabbards interventionsskala ; Steven de Shazer ; Motivational Interviewing (MI) ; Intensive Short Term Dynamic Psychotherapy (ISTDP)

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter