Mellem æstetik og erkendelse. En litterær samtale om dødsrepræsentationerne i Johannes V. Jensens Kongens Fald (1900-01)
Oversat titel
Between aesthetics and recognition. A literary conversation about the death representations in Johannes V. Jensens Kongens Fald (1900-01)
Forfatter
Rasmussen, Kåre
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2018
Afleveret
2018-08-07
Antal sider
80
Resumé
Specialet undersøger, hvordan døden repræsenteres i Johannes V. Jensens Kongens Fald (1900-01) gennem en litterær samtale, der kombinerer postkritik, fænomenologi og tematisk læsning. Repræsentation forstås som en mellemposition mellem mimesis og semiosis, og læsningen kobler værkets æstetiske former med dets sociokulturelle betydninger. Analysen udfolder tre perspektiver: et realistisk spor, hvor usentimentale dødsscener beskriver døden som fysisk kendsgerning i private, sociale og offentlige sammenhænge (informeret af bl.a. Brandes og Zola) og peger på både døden som faktum og døden som uretfærdighed; et modernistisk spor, hvor dødsmyter fremstiller døden som tabserfaring – i “Døden” dekonstrueres og rekonstrueres dødsdiskursen, i “Inger” omdanner sorgen tab til opbyggelighed, og i “Grotte” forenes liv og død med døden som dominerende, hvilket både insisterer på sammenhængen mellem liv og død og legitimerer det hæslige; samt et eksistentielt spor, hvor karakterernes og fortællerens refleksioner (med støtte i Heidegger) viser tre svar på døden: Mikkels dødsangst, Axels trivielle fascination (man’et) og fortællerens egentlige væren mod døden, som læseren kan lade sig udfordre af. Metodediskussionen fremhæver, at kombinationen af postkritik, fænomenologi og tematisk læsning giver et robust grundlag for indsigt, men også rummer risici som projektion, banalitet og instrumentalisering. En perspektivering viser høj anvendelighed af indsigterne i samtidsværker af Jonas Gardell (Döden, 2013) og Naja Marie Aidt (har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, 2017).
This thesis explores how death is represented in Johannes V. Jensen’s Kongens Fald (1900–01) through a literary conversation that combines postcritique, phenomenology, and thematic reading. Representation is approached as an intermediate position between mimesis and semiosis, linking the novel’s aesthetic forms to their sociocultural meanings. The analysis unfolds along three lines: a realist track, where unsentimental death scenes depict death as a physical fact in private, social, and public settings (in dialogue with Brandes and Zola), yielding insights into death both as an undeniable fact and as an injustice; a modernist track, where death myths present death as an experience of loss—“Døden” deconstructs and reconstructs discourses on death, “Inger” shows mourning as a movement from decomposition to edifying reconstruction, and “Grotte” unites life and death with death as the dominant term, insisting on their synthesis and legitimizing ugliness; and an existential track, where characters’ and the narrator’s reflections (in conversation with Heidegger) illustrate three responses to death: Mikkel’s death anxiety, Axel’s trivial fascination (the “they”), and the narrator’s authentic being-toward-death, which the reader is invited to consider. The methodological discussion argues that combining postcritique, phenomenology, and thematic reading is a solid basis for gaining insight, while cautioning against risks of projection, banality, and instrumentalization. A final perspective section indicates that the insights transfer well to contemporary works by Jonas Gardell (Döden, 2013) and Naja Marie Aidt (har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, 2017).
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]