Landzoneadministrationen
Forfattere
Brøndum Christensen, Peter ; Thaarup Hansen, Kasper
Semester
4. semester
Udgivelsesår
2006
Antal sider
107
Abstract
Projektet undersøger ændringen i 2002 af planlovens regler for landzoner (områder uden for byerne), som gjorde kommunerne til myndighed på området i hele landet. I den offentlige debat og i Folketinget blev det fremført, at kommunerne ville administrere mere lempeligt end de tidligere amter, med risiko for miljø, natur og landskab. Det kan dog stadig ikke afgøres entydigt, om kommunerne faktisk har været mere lempelige. Mere byggeri og ændret anvendelse er ikke i sig selv et problem. Problemet opstår, hvis kommunerne ikke varetager de hensyn, som loven kræver, når de giver landzonetilladelser. En analyse af Naturklagenævnets afgørelser viser, at der er udfordringer i at sikre planmæssige, landskabelige og naturbeskyttelsesmæssige hensyn. For eksempel gives der tilladelser til byggeri, som burde placeres i områder, der gennem planlægningen er udlagt til formålet, eller regionale retningslinjer for landskab og natur tilsidesættes. Med strukturreformen ændres det danske plan- og reguleringssystem grundlæggende, fordi det regionale led svækkes markant. Kommunerne får dermed større råderum i landzoneadministrationen, når de overtager planlægningen i det åbne land og selv skal udarbejde grundlaget herfor. Staten får flere muligheder for at styre kommunerne, men forventes ikke at gribe ind i den konkrete kommuneplanlægning og forvaltning af landzonebestemmelserne. Først hvis der over tid opstår generelle problemer, forventes staten at bruge de generelle styringsredskaber.
The project examines the 2002 change to the Planning Act’s rules for rural zones (areas outside towns), which made municipalities the authority for these areas nationwide. In public debate and in Parliament, some argued that municipalities would be less restrictive than the former counties, putting the environment, nature, and landscapes at risk. So far, however, it cannot be determined clearly whether municipalities have in fact been more lenient. More building and changes in land use are not problematic in themselves. The problem arises if municipalities do not consider the legally required factors when granting rural zone permits. An analysis of decisions by the Nature Appeals Board (Naturklagenævnet) shows challenges in safeguarding planning, landscape, and nature protection concerns. For example, permits are granted for construction that should be placed in areas designated for this through planning, or guidelines in regional plans for landscape and nature are set aside. With the structural reform, the Danish planning and regulation system changes fundamentally because the regional level is greatly reduced. Municipalities gain more room to maneuver in rural zone administration as they take over planning in the open countryside and must prepare the basis for it themselves. The state gains more tools to steer municipalities, but is not expected to intervene in specific municipal planning and administration of rural zone rules. Only if general problems emerge over time is state intervention expected through general steering mechanisms.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]