Kvalitativ undersøgelse af forråelsesrisikoen blandt socialarbejdere i arbejdet med job- og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere under COVID-19
Oversat titel
Qualitative assessment of brutalization risk among Danish social workers during work with job- and activity-ready cash benefit recipients under COVID-19
Forfattere
Stephano, Monalisa ; Christensen, Nina Lærke
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2021
Antal sider
87
Resumé
Baggrund: I marts 2020 udløste COVID-19 en landsdækkende nedlukning. Den aktive beskæftigelsesindsats blev midlertidigt suspenderet, og kontanthjælpsmodtagere skulle ikke længere stå til rådighed for jobcentrene. Det ændrede socialt arbejde fra den ene dag til den anden. I denne afhandling undersøger vi, om “brutalisering” kan blive en strategi blandt socialrådgivere i arbejdet med jobparate og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere som følge af de drastiske ændringer under COVID-19, og hvordan det påvirker samarbejdet mellem rådgivere og borgere. Ved brutalisering forstår vi, med afsæt i Dorthe Birkmose, en reaktion hvor medarbejdere under pres mister noget af deres faglige idealer og anvender forsvarsmekanismer, fx når arbejdet ikke kan udføres på en fagligt tilfredsstillende måde. Metode: Vi anvendte en hermeneutisk tilgang, hvor vi fortolkede socialrådgiveres og lederes perspektiver i samspil med vores forforståelse og relevant teori (Birkmose om brutalisering, Michael Lipsky om krydspres og forsvarsmekanismer samt Goffman). Empirien bygger på syv semistrukturerede kvalitative interviews: to ledere og fem socialrådgivere fra to danske jobcentre. Resultater: Ifølge de interviewede var de mest indgribende ændringer: suspension af beskæftigelsesindsatsen, øget frivillighed, 225-timers-reglen (der knytter ydelser til et vist antal arbejdstimer), hjemmearbejde og alternative kontaktformer (fx ikke-fysiske/remote kontakter). Samarbejdet med borgerne blev centralt i lyset af disse ændringer. Om brutalisering bliver en strategi afhænger af den enkelte socialrådgivers oplevelse af magtesløshed og vanskelige arbejdsvilkår under omstillingen. Særligt suspensionen af indsatsen og brugen af alternative kontaktformer udløste de tydeligste tegn på brutalisering og påvirkede samarbejdet mest. De pludselige ændringer ser ikke ud til i væsentlig grad at gøre brutalisering til en strategi i arbejdet med jobparate borgere, men de ændrer samarbejdet med denne gruppe. Derimod er der indikationer på, at brutalisering kan blive en strategi i arbejdet med aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år. Overordnet kan ændringerne både skabe nærhed og distance og dermed påvirke samarbejdet både positivt og negativt. Perspektiv: Vores resultater peger på, at brutalisering blandt socialrådgivere kan opstå som følge af den pludselige suspension af beskæftigelsesindsatsen under COVID-19. Det kan føre til uønsket praksis, der ikke understøtter målet om ordinært arbejde til alle. Vi vurderer, at lignende mønstre kan opstå ved andre større forandringer, fx ved nye beskæftigelseslove, hvilket kan forsinke borgeres vej i job. Det bør undersøges nærmere.
Background: In March 2020, COVID-19 triggered a nationwide lockdown in Denmark. The active employment program was temporarily suspended, and cash benefit recipients were no longer required to be available to job centers. Social work changed overnight. This thesis investigates whether “brutalization” became a strategy among social workers who support job-ready and activity-ready cash benefit recipients as a result of these drastic changes, and how it affected cooperation between workers and recipients. Following Dorthe Birkmose, we understand brutalization as a reaction where professionals under pressure lose some of their professional ideals and adopt defensive behaviors, for example when they cannot do their job in a professionally satisfactory way. Methods: We used a hermeneutic approach, interpreting social workers’ and managers’ perspectives alongside our pre-understandings and relevant theory (Birkmose on brutalization, Michael Lipsky on cross-pressure and defense mechanisms, and Goffman). Our empirical data consist of seven semi-structured qualitative interviews: two managers and five social workers from two Danish job centers. Findings: The interviewees highlighted the most critical changes as the suspension of the employment effort, increased voluntariness, the 225-hour rule (linking benefits to a minimum amount of work), working from home, and alternative forms of contact (e.g., non-physical/remote contact). Cooperation with recipients became a central concern under these conditions. Whether brutalization turned into a strategy depended on individual experiences of powerlessness and difficult working conditions during the transition. The suspension of the employment effort and the use of alternative contact forms showed the clearest signs of brutalization and most strongly affected cooperation. The sudden changes did not seem to make brutalization a strategy when working with job-ready recipients, although cooperation with this group did change. In contrast, there are indications that brutalization can become a strategy when working with activity-ready recipients over 30 years old. Overall, the changes created both closeness and distance, influencing cooperation in both positive and negative ways. Perspective: Our results suggest that brutalization among social workers can arise from the sudden suspension of the employment program under COVID-19. This may lead to undesirable practices that do not support the goal of ordinary employment for all citizens. Similar patterns may occur during other major shifts, such as the introduction of new employment laws, potentially slowing recipients’ path to work. This warrants further investigation.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]
Emneord