”Kroppen og det groteske – en karnevalistisk og posthumanistisk læsning af Mænd og høns”
Oversat titel
The Body and the Grotesque - A carnivalesque and posthumanistic reading of Mænd og høns
Forfatter
Kjær, Pernille Østergaard
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2017
Afleveret
2017-01-02
Antal sider
135
Abstract
I 2015 skrev og instruerede Anders Thomas Jensen sin fjerde danske komedie, Mænd og høns. Den havde en rekordstor åbningsweekend, men fik blandede anmeldelser, især på grund af sit groteske udtryk og skift mellem genrer. Specialet “Kroppen og det groteske – En karnevalistisk og posthumanistisk læsning af Mænd og høns” undersøger filmen med to spor, der kan åbne for en dybere forståelse af denne sorte komedie: det karnevalistiske og det posthumanistiske. Det karnevalistiske forstås gennem Mikhail Bakhtins teori om middelalderens folkelige latterkultur, hvor normer og hierarkier vendes på hovedet, kroppen sættes i centrum, og det ophøjede blandes med det lave. Her spiller “grotesk realisme” – overdrevne, kropslige og ofte komiske billeder – en hovedrolle. Posthumanismen præsenteres som en nyere filosofisk og kulturel strømning (med bl.a. Marie Öhman, Cary Wolfe og N. Katherine Hayles), der sætter mennesket mindre i centrum og inddrager dyr, kroppe og materielle ting. Den kobles til den materielle vending (med afsæt i Karan Barad samt Tobias Skiveren og Martin Gregersen) og et økokritisk blik, hvilket giver mening i lyset af filmens relativt økologiske perspektiv, hvor krop og dyr væves sammen. Selvom karnevalismen og posthumanismen ikke ligger på samme plan i filmen, peger specialet på, at de spiller frugtbart sammen gennem den groteske realisme og et materielt-kropsligt perspektiv. Metodisk kombinerer analysen en tematisk læsning med en filmteknisk, neoformalistisk analyse af fortælling og stil med afsæt i David Bordwells Narration in the Fiction Film (1985). Specialet er struktureret i fire dele – karaktererne, dyrene, det groteske og det mytologiske – hvor de to teorispor løbende inddrages. Afslutningsvis diskuteres, om Jensen formår at skabe sympati for sine karakterer, hvad det betyder for filmens succes, og om han samtidig udvikler et anderledes udtryk i dansk film, der blander stilarter og genrer og stiller spørgsmålstegn ved mainstreamfilmen på et metaniveau.
In 2015, Anders Thomas Jensen wrote and directed his fourth Danish comedy, Mænd og høns. It had a record-breaking opening weekend but received mixed responses because of its grotesque style and shifting genre signals. The thesis “The Body and the Grotesque – A Carnivalesque and Posthumanist Reading of Mænd og høns” examines the film through two lenses that open a deeper reading of this black comedy: the carnivalesque and the posthumanist. The carnivalesque is approached via Mikhail Bakhtin’s theory of medieval folk laughter culture, where norms and hierarchies are inverted, the body takes center stage, and the high mixes with the low. Within this, “grotesque realism” — exaggerated, bodily, and often comic imagery — plays a key role. Posthumanism is introduced as a newer philosophical and cultural current (drawing on Marie Öhman, Cary Wolfe, and N. Katherine Hayles) that decenters the human and includes animals, bodies, and material things. It is linked to the material turn (with Karan Barad as well as Tobias Skiveren and Martin Gregersen) and an ecocritical perspective, which fits the film’s relatively ecological angle, where bodies and animals are intertwined. Although the carnivalesque and the posthumanist do not operate on the same plane in the film, the thesis argues they interact productively through grotesque realism and a material-bodily perspective. Methodologically, the analysis combines a thematic reading with a technical, neoformalist film analysis of narration and style inspired by David Bordwell’s Narration in the Fiction Film (1985). The thesis is structured in four parts — the characters, the animals, the grotesque, and the mythological — with the two theoretical approaches woven throughout. It concludes by discussing whether Jensen succeeds in creating sympathy for his characters, what that means for the film’s success, and whether he contributes a different expression to Danish cinema by mixing styles and genres and questioning mainstream film at a meta level.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord