Konsekvensparadokset
Oversat titel
The Consequence Paradox
Forfatter
Michaelsen, Martin Bruun
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2018
Afleveret
2018-05-31
Abstract
Denne specialeafhandling undersøger det, den kalder "konsekvensparadokset": situationer, hvor etisk motiverede handlinger ender med at undergrave deres eget etiske sigte. Afhandlingen kritiserer en konsekvensetisk tænkning og knytter paradokset til en måde at forstå menneskers etiske værdi som en universel størrelse løsrevet fra konkrete liv. Sådan abstraktion kan muliggøre undertrykkelse, fordi en situation kan vurderes og behandles uden at inddrage personen som etisk subjekt. En bestemt måde at læse Kants etik på bidrager til paradokset, men en alternativ læsning kan omgå problemet. Gennem nutidige, moralsk vanskelige problemfelter vises, hvordan gode intentioner kan få dårlige resultater: Man forudsætter, hvad der er godt for andre, samtidig med at de udelukkes fra at definere målet. Det konkrete menneske generaliseres og behandles som et objekt, så egne værdier, drømme og handleevne sættes ud af kraft. Forestillingen om, at visse træk giver grund til at hjælpe nogle mennesker på en anden måde end andre i fællesskabet, skaber grobund for paradokset, fordi sådanne handlinger kan skubbe dem længere væk fra samfundet—modsat målet om at skabe grundlag for deres tilbagevenden. Som løsning foreslås en ny forståelse af det etiske subjekt og forholdet mellem det universelle og det partikulære. Det universelle tolkes som en "tom" form, der søger at rumme så megen forskellighed som muligt; etisk værdi kan sikres kun i konkrete, partikulære situationer. For ens egen personlige etik kan Kants kategoriske imperativ fungere som en streng rettesnor, mens vurderinger af andre må være åbne, fordi vi aldrig kan kende andres motiver. Med inspiration fra Benhabib samt Laclau & Mouffe peger afhandlingen på en diskursetisk ramme, hvor mange forskellige diskurser kan eksistere uden dominans, så mangfoldigheden bevares. Kombinationen af diskursetik og kantiansk deontologi bevarer etik som noget universelt, men forankrer det i det konkrete. Dermed undgås konsekvensparadokset, hvor universelle mål tilsidesætter individuelle viljer, og etiske problemer kan beskrives uden at tage den enkeltes etiske indhold for givet.
This thesis examines what it calls the "consequence paradox": situations where ethically motivated actions end up undermining their own ethical aims. It offers a critique of consequential ethics and links the paradox to a way of treating human ethical worth as a universal value detached from concrete lives. Such abstraction can enable repression, because a situation can be assessed and handled without involving the person as an ethical subject. A certain reading of Kant’s ethics contributes to this paradox, while an alternative reading can avoid it. By pointing to morally difficult contemporary practices and projects, the thesis shows how good intentions can produce bad outcomes: one presupposes what is good for others while excluding those others from defining the goal. The concrete person is generalized and treated like an object, so their own values, aspirations, and agency are sidelined. The idea that some traits justify helping certain people differently from other members of the community lays the groundwork for the paradox, because such actions can push them further to the margins—the opposite of the intended reintegration. As a solution, the thesis reinterprets the ethical subject and the relation between the universal and the particular. The universal is understood as an "empty" form that strives to include as much difference as possible; ethical value is secured only in concrete, particular situations. For one’s own personal ethics, Kant’s categorical imperative can serve as a strict guide, while judgments of others must remain open, since we can never know others’ true motives. Drawing on Benhabib and Laclau & Mouffe, it argues for a discourse-ethical framework in which many different discourses can coexist without domination, thereby preserving plurality. Combining discourse ethics with Kantian deontology preserves the universal dimension of ethics while grounding it in the particular. In this way, the consequence paradox—where universal goals override individuals’ wills—is avoided, and ethical problems can be described without taking the individual’s ethical content for granted.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord