"Kom, lad os samarbejde": En sociologisk undersøgelse af hvordan socialrådgivere forsøger at styre forældre i praksis
Forfattere
Blom, Ane ; Brejnrod, Marie
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2010
Afleveret
2010-12-14
Antal sider
142
Abstract
I Danmark har staten i over 100 år grebet ind i familier, som afviger fra samtidens normer for “det gode barndomsliv”. Denne afhandling undersøger, hvordan socialrådgivere i en kommunal familieafdeling, der autoriserer indsatser i familier, bruger forskellige strategier for at vejlede forældre hen mod disse normer. Den teoretiske ramme er socialkonstruktivistisk med udgangspunkt i Foucaults begreb om governmentalitet (styring af styring—at påvirke, hvordan mennesker styrer sig selv). Studiet er et mikrostudie baseret på interviews med otte socialrådgivere og observation af syv møder mellem socialrådgivere og forældre. Afhandlingen identificerer seks styringsstrategier, som socialrådgiverne oplever at anvende: tre indirekte (governmentalitetsstrategier), der skal få forældrene til selv at regulere deres adfærd, og tre direkte, der skal sikre efterlevelse. De tre indirekte strategier nedtoner den indbyggede asymmetri mellem statens repræsentant (socialrådgiveren) og forælderen: 1) “Gavegivning”, hvor indsatsen fremstilles som en gave, 2) “Ansvarlighed”, hvor forældrene gøres ansvarlige for både problemer og løsninger, og 3) “Barnets bedste”, hvor normerne knyttes til barnets interesse, og forældrene ses som naturlige garanter for det. De tre direkte strategier er: 1) “Retning”, hvor socialrådgiveren hævder sin faglige autoritet, 2) “Trussel om tvang”, hvor der henvises til mulige tvangsindgreb efter lovgivningen, og 3) “Tvang”, hvor der faktisk anvendes tvangsindgreb. Strategierne ser ud til at blive brugt forskelligt afhængigt af en opdeling af forældre i to grupper: “bekendende” forældre, som selv beder om hjælp og dermed anerkender afvigelsen, og “overvågede” forældre, hvor indsatsen ikke er forældreinitieret og kan opleves som en trussel. Indirekte strategier målrettes typisk de bekendende forældre, mens direkte strategier anvendes over for de overvågede—alt efter hvor langt forældrene er fra at ville erkende og acceptere afvigelsen. I de observerede møder sås tre af strategierne: gavegivning, ansvarlighed og retning. Studiet viser, at forældre ikke er passive objekter for strategierne. De udviser forskellige former for modstand og forhandler aktivt situationen, viden og egne roller (fx som vidende, omsorgsfulde, som ofre eller som mestrende), hvilket påvirker både strategiernes effekt og hvordan de udvikler sig i praksis. Socialrådgiverne foretrækker generelt de indirekte strategier og er ambivalente i udøvelsen af den formelle myndighed, der følger deres position. Det kan medføre, at relationen fremstilles som mere lige og uformel, mens dens juridiske karakter og forældrenes rettigheder underkommunikeres, når indirekte strategier anvendes. Afhandlingen tager ikke normativt stilling til, om strategierne er gode eller dårlige, i tråd med Foucaults magtbegreb. Strategierne forstås som mestringsstrategier, der er stærkt kontekstafhængige på både makro- og mesoniveau.
For more than 100 years, the Danish state has intervened in families that diverge from contemporary norms of “the good childhood.” This thesis examines how social workers in a municipal family department, who authorize family interventions, use different strategies to guide parents toward those norms. The theoretical lens is social constructivist, drawing on Foucault’s concept of governmentality (the “conduct of conduct”—shaping how people govern themselves). The study is a micro-level investigation based on interviews with eight social workers and observations of seven meetings between social workers and parents. The thesis identifies six governance strategies that social workers report using: three indirect (governmentality strategies) aimed at fostering self-regulation by parents, and three direct strategies aimed at securing compliance. The indirect strategies downplay the built-in asymmetry between the social worker, as a representative of the welfare state, and the parent: 1) “Gift giving,” which frames the intervention as a gift; 2) “Accountability,” which frames parents as responsible for both problems and solutions; and 3) “The child’s best,” which ties norms to the child’s interests and sees parents as the natural providers of that. The direct strategies are: 1) “Direction,” asserting professional authority; 2) “Threat of enforcement,” referring to possible coercive measures under the law; and 3) “Enforcement,” using actual coercive measures. The choice of strategy appears to depend on a division of parents into two groups: “confessing” parents, who request help and thus acknowledge their deviation, and “monitored” parents, where the intervention is not parent-initiated and may be perceived as a threat. Indirect strategies are typically directed at confessing parents, while direct strategies target monitored parents—depending on how far parents are from acknowledging and accepting their deviation. In the observed meetings, three strategies appeared: gift giving, accountability, and direction. Parents are far from passive. They show various forms of resistance and actively negotiate the situation, knowledge, and their roles (e.g., as knowledgeable, caring, victims, or coping), which affects both the success of a strategy and how it evolves in practice. Social workers tend to prefer indirect strategies and are ambivalent about exercising the formal authority inherent in their position. This can lead to overstating the relationship as equal and informal while understating its legal nature and parents’ rights when indirect strategies are used. The thesis does not judge the strategies as good or bad, consistent with Foucault’s non-normative view of power. The strategies are understood as coping strategies that are highly context-dependent at both macro and meso levels.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord