Kan du finde vej? - Et systemteoretisk blik på et netværkssamarbejde mellem det psykiatriske- og kommunale system.: Et systemteoretisk blik på et netværkssamarbejde mellem det psykiatriske- og kommunale system.
Oversat titel
Can you find your way? A systemtheoretical look at a collaboration between health- and socialsystems.: A systemtheoretical look at a collaboration between health- and socialsystems.
Forfattere
Larsen, Brit Rosengren ; Holm, Jonas Edison
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2019
Afleveret
2019-06-03
Antal sider
92
Abstract
I 2018 igangsatte den daværende regering en sammenhængsreform for at gøre det offentlige sundheds- og socialområde mere koordineret. Reformen byggede videre på reformen fra 2007 med fokus på, at myndigheder og fagområder arbejder bedre sammen på tværs. Et særligt fokus var børn og unge, der ikke trives i hverdagen. Tallene viser, at flere børn er blevet henvist til børne- og ungdomspsykiatrien for udredning, men at næsten halvdelen ikke opfylder kriterierne og derfor udskrives uden plan. Herefter står familierne tilbage i det sociale system. Det skaber en gråzone: Børnene er ikke syge nok til behandling i sundhedsvæsenet, men har samtidig så komplekse udfordringer, at kommunen har svært ved at hjælpe dem uden faglig støtte fra sundhedsvæsenet. For at imødegå dette oprettede regeringen i 2018 med midler fra en social finansieringsfond projektet “Regional avanceret funktion” – en taskforce med det primære mål at sikre, at “børn i gråzonen” får den rette hjælp til at trives. Indsatsen byggede på at inddrage psykologer fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), kompetenceudvikle medarbejdere i det sociale system og levere støtte tæt på børnene og deres familier. Et tværfagligt team skulle vurdere sagers kompleksitet, typisk indbragt af PPR, og styrke samarbejdet mellem social- og sundhedsområdet. De centrale aktører var den regionale psykiatri og uddannelsessystemet. Vores analyse tager afsæt i systemteori, magt som funktion og netværksledelse. Som henholdsvis socialrådgiver og ergoterapeut ved vi, at social- og sundhedssystemet arbejder ud fra forskellige logikker, og at det primære sociale system ikke fremstod som ligeværdig projektpartner. Vi afdækkede derfor de forskellige “semantikker” – sprog, koder og skel – som familierne møder i de enkelte systemer, og hvordan projektet selv kategoriserer og forstår “børn i gråzonen”. Vores fund peger på, at projektet kan øge kompleksiteten ved at tilføje endnu et lag af kategorier og procedurer, så familierne skal navigere i et tredje system. Fordi de tværfaglige teams ikke har formel beslutningskompetence, kan både sundheds- og socialforvaltning tilsidesætte deres anbefalinger. Dermed risikerer familier fortsat at falde mellem stolene. Samtidig rummer projektet en klar styrke: Lærere og pædagoger tæt på børnene bliver bedre til at opdage mistrivsel tidligt, så hjælp kan sættes ind hurtigere.
In 2018, the government launched a coherence reform to make the public health and social sectors work together more smoothly, building on the 2007 reform that emphasized cross-sector collaboration. A special focus was children and young people who struggle in everyday life. Data show rising referrals to child and adolescent psychiatry for assessment, but nearly half of these children do not meet diagnostic criteria and are discharged without a plan, leaving families to navigate the social services. This creates a grey zone: the children are not ill enough for treatment in the health system, yet their difficulties are so complex that municipal social services struggle to help without guidance from healthcare. To address this, the government used a social finance fund in 2018 to establish the project “Regional Advanced Function”—a task force aiming to ensure that “children in the grey zone” receive appropriate help to thrive. The approach involved bringing in psychologists from PPR (the municipal Pedagogical-Psychological Counselling service), training staff in the social sector, and delivering on-site support to children and families. An inter-professional team would assess case complexity, typically referred by PPR, and strengthen collaboration between health and social services. The key systems involved were regional psychiatry and the education system. Our analysis draws on systems theory, power as a function, and network management. As a social worker and an occupational therapist, we know the health and social sectors operate with different logics, and the primary social sector did not appear as an equal project partner. We therefore unpacked the differing “semantics”—the language, codes, and distinctions—families encounter in each system, and how the project itself frames “children in the grey zone.” We find that the project may add complexity by creating another layer of categories and procedures, requiring families to navigate a third system. Because the inter-professional teams lack formal authority, both health and social services can overrule their recommendations, so families may still fall between the cracks. At the same time, the project has a clear strength: teachers and pedagogues working closely with children become better at identifying problems early, enabling faster support.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord
