Idrættens muligheder - En socialkonstruktivistisk undersøgelse af et tværvidenskabeligt forskningsprojekt
Forfattere
Petersen, Jeppe Behrendt ; Vincents, Kristian Sune Svendsen
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2016
Afleveret
2016-08-01
Antal sider
119
Abstract
Naturvidenskabelige studier af idrætsdeltagelse fokuserer ofte på målbare effekter som kondition og sygdomsforebyggelse. Det betyder, at de sociale sider ved idræt – som fællesskaber og relationer – får mindre opmærksomhed. Denne undersøgelse udforsker, hvordan deltagerne forstår et forskningsprojekt om motionshåndbold, og hvilke former for udbytte de oplever ud over fysiske forbedringer. Vi fulgte en gruppe deltagere i et projekt ved Center for Holdspil og Sundhed (Københavns Universitet) fra slutningen af februar til slutningen af april. Arbejdet bygger på en socialkonstruktivistisk tilgang, som ser betydning som noget, der skabes i samspil mellem mennesker. Teoretisk tager vi afsæt i Etienne Wengers sociale læringsteori og begreberne praksisfællesskab (en gruppe, der lærer gennem at gøre noget sammen), meningsforhandling (hvordan deltagerne skaber og justerer fælles forståelser) og legitim perifer deltagelse (at nye deltagere starter i udkanten og gradvist bliver mere centrale). Først undersøgte vi, om projektet fungerede som et praksisfællesskab. Derefter analyserede vi, hvordan deltagerne forhandlede mening med deres deltagelse, og hvordan dette ændrede sig over tid. Til sidst så vi på deltagernes positioner i fællesskabet, og hvordan disse flyttede sig fra starten til slutningen af forløbet. Inden for vores teoretiske ramme konkluderer vi, at der var et praksisfællesskab til stede. I begyndelsen lagde deltagerne især vægt på mulige fysiske forbedringer, mens der mod slutningen kom større fokus på de relationer og den kontakt, der opstår gennem fælles deltagelse. Undersøgelsen peger også på, at deltagernes fysiske kapacitet påvirker, hvor meget de retter opmærksomheden mod de sociale relationer i projektet.
Research on sports participation often emphasizes measurable outcomes like fitness and disease prevention, which can overshadow the social aspects of taking part in sport, such as community and relationships. This study examines how participants understand a research project on recreational handball and what they may gain beyond physiological changes. We followed a group of participants in a project at the Center for Team Sports and Health (University of Copenhagen) from late February to late April. Our approach is social constructivist, viewing meaning as created through social interaction. The analysis draws on Etienne Wenger’s social theory of learning and the concepts of communities of practice (groups that learn by doing things together), negotiation of meaning (how participants build and adjust shared understandings), and legitimate peripheral participation (how newcomers start at the margins and become more central over time). We first assessed whether the project functioned as a community of practice. We then analyzed how participants negotiated the meaning of their involvement and how this changed during the program, and finally how their positions within the community shifted from start to finish. Within our theoretical frame, we conclude that a community of practice was present. Early on, participants primarily focused on potential physical gains; toward the end, attention shifted toward relationships and interactions formed through participation. The study also indicates that participants’ physical capacity influences how much they focus on social relations within the project.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]