Historie der tryllebinder: En undersøgelse i begrebet levendegørelse og dets anvendelse på Nationalmuseet, Den Gamle By Museum, og Moesgaard Museum
Oversat titel
Enchanting History: An inquiry into the concept of living history and its use at The Danish National Museum, The Old Village museum, and Moesgaard Museum
Forfatter
Laursen, Andreas Bjerregaard
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2020
Antal sider
107
Resumé
Begrebet “levende historie” bruges i danske museer uden en klar, fælles definition, og den offentlige debat er begrænset. Mange forbinder det med formidling, hvor skuespillere, kostumer og sanseindtryk bringer fortiden til live, men nyere brug omfatter også digitale og immaterielle greb samt guides sproglige virkemidler. For at undersøge, hvad “levende historie” betyder i praksis, interviewede jeg tre eksperter fra Nationalmuseet (København), Den Gamle By (Aarhus) og Moesgaard Museum (Aarhus) og gennemførte feltstudier. Jeg spurgte til deres forståelse af begrebet og hvordan de arbejder med det til daglig, og inddrog kropslige oplevelser fra besøg. Analysen viser, at “levende historie” først og fremmest handler om at skabe personlige og empatiske oplevelser for gæsten—ikke kun om aktører og kostumer. Alle betoner “det levende menneske” som kernen i formidlingen; dette menneskelige udtryk kan være til stede uden en fysisk person, for eksempel gennem stemmer i podcasts eller andre medier. Når det menneskelige udtryk mangler, svækkes forbindelsen til publikum. Praksis har dog grænser: Sansebaserede aktiviteter kan være vanskelige, når genstande er skrøbelige; temaer som krig og katastrofer kræver varsomhed, da stærk indlevelse kan udløse ubehag hos gæster; og fysisk iscenesatte formater kan være dyre og have kapacitetsbegrænsninger. Samlet peger interviewsne på, at “levende historie” er en kommunikationsfilosofi og en oplevelse, der kan udtrykkes gennem mange metoder. Fordi den ikke er bundet til materielle former, kan den integreres i eksisterende udstillinger og tjenester og potentielt styrke museers kontakt til publikum, især hvor interessen er lav.
The term “living history” is used in Danish museums without a clear, shared definition, and public debate about it is limited. Many associate it with interpretation that uses actors, costumes, and sensory experiences to bring the past to life, but more recent use also covers digital and immaterial approaches and the rhetoric of museum guides. To explore what “living history” means in practice, I interviewed three experts from the National Museum (Copenhagen), Den Gamle By (Aarhus), and Moesgaard Museum (Aarhus), and conducted field studies. I asked about their understanding of the concept and how they use it in daily work, and included bodily experiences from visits. The analysis shows that “living history” is primarily about creating personal, empathetic experiences for visitors—not just about actors and costumes. All emphasize “the living human” as the core of communication; this human expression can be present without a physical person, for example through voices in podcasts or other media. When human expression is absent, the connection to visitors weakens. Practice has limits: sensory activities can be difficult when objects are fragile; themes like war and disasters require care because strong empathy can cause discomfort for visitors; and physically staged formats can be costly and capacity-constrained. Overall, the interviews indicate that “living history” is a communication philosophy and an experience expressed through a spectrum of methods. Because it is not tied to material forms, it can be integrated into existing exhibitions and services and may help museums connect with audiences, especially where public interest is low.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]
Emneord
