Fra Kolonial Modstand til Revolution: Hvordan egyptisk nationalidentitet har udviklet sig i det 20. og 21. århundrede
Oversat titel
From Colonial Resistance to Revolution: How Egyptian national identity has evolved in the 20th and 21st centuries
Forfattere
Laursen, Emil Christian ; Wilms, Emil Frederik ; Sørensen, Tobias
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2024
Afleveret
2024-12-20
Antal sider
133
Resumé
Dette speciale undersøger, hvordan den egyptiske nationale identitet blev formet og ændrede sig fra 1900 til 2020, med fokus på eliternes rolle—personer og grupper med indflydelse i politik, kultur og religion. National identitet forstås som den fælles opfattelse af, hvem der hører til nationen, og hvad nationen står for; i Egypten skiftede den gentagne gange i takt med politiske, kulturelle og sociale forandringer. I begyndelsen af det 20. århundrede prægede Ahmad Lutfi al-Sayyids ideer nationalismen, inspireret af europæiske måder at tænke nation og nationalisme på. Fra 1950’erne til 1970’erne dominerede to store, konkurrerende projekter med et bredere civilisatorisk sigte. Panarabisme, forbundet med Gamal Abdel Nasser, søgte enhed blandt arabere. Panislamisme, forbundet med Det Muslimske Broderskab, betonede enhed blandt muslimer. I disse år stræbte Egypten efter regionalt lederskab, en ambition styrket af, hvad der blev opfattet som en sejr over den tidligere undertrykker, Storbritannien. Efter det ødelæggende nederlag i 1967 vendte den nationale identitet sig dog indad. En mere territorial nationalisme slog igennem med fokus på Egypten selv. Det arabiske forår gav håb om reformer og kursændring, men håbet blev kortvarigt. Det Muslimske Broderskabs folkevalgte præsident blev afsat cirka et år efter sin valgsejr. Siden da er den egyptiske nationale identitet blevet en blanding af territorial nationalisme og islamiske referencer. Specialet konkluderer, at religion spillede en central rolle gennem hele perioden og blev mere fremtrædende over tid. Denne udvikling forstås som en reaktion på tilstrømningen af vestlige ideer og idealer i Egypten.
This thesis examines how Egypt’s national identity formed and changed from 1900 to 2020, focusing on the role of elites—people and groups with influence in politics, culture, and religion. National identity is the shared sense of who belongs to the nation and what the nation stands for; in Egypt it shifted repeatedly as political, cultural, and social conditions changed. In the early 20th century, the ideas of Ahmad Lutfi al-Sayyid shaped nationalism, drawing on European ways of thinking about nations and nationalism. From the 1950s to the 1970s, two large, competing projects with a broader civilizational outlook dominated. Pan-Arabism, associated with Gamal Abdel Nasser, promoted unity among Arabs. Pan-Islamism, associated with the Muslim Brotherhood, emphasized unity among Muslims. During these decades, Egypt aspired to regional leadership, a goal strengthened by what was seen as a victory over its former oppressor, Great Britain. After the devastating defeat in 1967, however, national identity turned inward. A more territorial nationalism took hold, prioritizing Egypt itself. The Arab Spring raised hopes for reform and a new direction, but these hopes were short-lived. The Muslim Brotherhood’s elected president was removed about a year after winning office. Since then, Egyptian national identity has blended territorial nationalism with Islamic references. The thesis concludes that religion played a pivotal role throughout 1900–2020 and became more prominent over time. This growing role is understood as a response to the influx of Western ideas and ideals in Egypt.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]