Forældre til børn med angst: En diskursanalyse af positionering og ansvarsfordeling i et forældreinddragende angstbehandlingsprogram
Oversat titel
Parents of Children with Anxiety: A Discourse Analysis of Positioning and Division of Responsibilities in a Parent Involving Anxiety Treatment Program
Forfattere
Hundahl, Caroline Nygaard ; Holm, Mette Koed ; Ludvigsen, Mathilde Lundstrøm
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2018
Afleveret
2018-05-31
Antal sider
187
Abstract
Dette speciale undersøger, hvordan forældre, der deltager i Cool Kids-programmet, taler om og forstår deres rolle, og hvordan det præger deres hverdag som forældre til et barn med angst. Cool Kids er et struktureret forløb i kognitiv adfærdsterapi (CBT) for 6–12-årige med angst. Forløbet består af 10 gruppesessioner med både børn og forældre (typisk fem til syv familier). Vi gennemførte semistrukturerede interviews med seks forældre, der deltog i efteråret 2017, og analyserede både disse interviews og Parents’ Workbook (Lyneham, Abbott, Wignall & Rapee, 2010a) med kritisk diskursiv psykologi. I denne tilgang ser vi på “fortolkningsrepertoirer” (almindelige måder at tale på), “subjektpositioner” (roller man indtager i tale) og “ideologiske dilemmaer” (værdispændinger), som er tilgængelige for forældrene. Analysen viser overlap mellem de repertoirer, som workbook’en fremmer, og dem, forældrene bruger i interviews. Et centralt tema er, hvordan ansvaret for forandring forhandles mellem forældre, psykologer og selve Cool Kids. Med afsæt i Hanne Knudsens tre skole–hjem-diskurser viser vi, at forældre nogle gange bruger repertoirer, der placerer ansvaret hos fagpersoner, mens andre repertoirer opfordrer dem til selv at tage ansvar—fx ved at lave hjemmeopgaver og ændre egen adfærd. Forældrene bliver således både positioneret som ansvarlige aktører og, gennem refleksiv positionering som ikke-eksperter, som utilstrækkelige eller magtesløse. Med inspiration fra Albert Bandura og Robert Karasek diskuterer vi, hvordan disse dynamikker kan sænke forældrenes oplevede mestringsevne og kontrol, hvilket kan medføre psykisk belastning. Dette bør være et tydeligt fokus i behandlingstilbud for børneangst, der inddrager forældre. Vi overvejer også, om alternative tilgange som metakognitiv terapi og Acceptance and Commitment Therapy (ACT) kan åbne for andre repertoirer; særligt ACT synes at invitere nye måder at tale på, som kan dæmpe uhensigtsmæssige ansvarsdynamikker. Metodisk befinder specialet sig i en spænding mellem et socialkonstruktivistisk, diskursivt blik og det kognitive perspektiv, som præger angstbehandling og Cool Kids. Vi forsøger at bygge bro ved også at forstå angst som et interpersonelt, diskursivt fænomen, og vi er bevidste om, at vores analyse konstruerer en bestemt fortælling om angst. Vi konkluderer, at Cool Kids i høj grad holder forældre ansvarlige for egen adfærd og indsats, hvilket kan påvirke både forældres trivsel og behandlingsudbytte—men at denne stærke betoning af forældreansvar ikke siges tydeligt. Fremtidig forskning og programudvikling bør adressere og tydeliggøre dette, og selv om vi fokuserede på forældreperspektivet, fortjener børnenes perspektiv også opmærksomhed.
This thesis examines how parents taking part in the Cool Kids program talk about and make sense of their role, and how this shapes their experience of parenting a child with anxiety. Cool Kids is a structured cognitive-behavioral therapy (CBT) program for 6–12-year-olds with anxiety, delivered in 10 group sessions that include both children and their parents (typically five to seven families). We conducted semi-structured interviews with six parents who attended in autumn 2017 and analyzed both these interviews and the Parents’ Workbook (Lyneham, Abbott, Wignall & Rapee, 2010a) using critical discursive psychology. In this approach, we examine the “interpretative repertoires” (common ways of talking), “subject positions” (roles people take up in talk), and “ideological dilemmas” (value tensions) available to parents. Our analysis shows overlap between the repertoires promoted in the workbook and those used by parents in interviews. A central theme is how responsibility for change is negotiated between parents, psychologists, and the Cool Kids program. Drawing on Hanne Knudsen’s three school–home discourses, we show that parents sometimes use repertoires that place responsibility with professionals, while other repertoires encourage them to take responsibility themselves—by completing homework tasks at home and changing their own behavior. Parents are thus positioned both as responsible actors and, through reflexive positioning as non-experts, as insufficient or powerless. Using ideas from Albert Bandura and Robert Karasek, we discuss how these dynamics may lower parents’ perceived self-efficacy and sense of control, potentially leading to mental strain. This should be an explicit focus in child anxiety treatments that involve parents. We also consider whether alternative approaches, such as metacognitive therapy and Acceptance and Commitment Therapy (ACT), could make different repertoires available; ACT in particular appears to invite new ways of talking that might reduce unhelpful responsibility dynamics. Methodologically, the thesis sits in a tension between a social constructionist, discursive lens and the cognitive perspective underpinning anxiety treatment and the Cool Kids program. We attempt to bridge this by also viewing anxiety as an interpersonal, discursive phenomenon, and we acknowledge that our analysis constructs a particular narrative about anxiety. We conclude that Cool Kids tends to hold parents accountable for their own behavior and effort, which can affect both parents’ wellbeing and treatment outcomes—yet this strong emphasis on parental responsibility is not made explicit. Future research and program design should address and clarify this, and while our focus was on parents’ perspectives, children’s perspectives also warrant attention.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord