Fastsættelsen og udmålingen af et rimeligt vederlag, erstatning og godtgørelse ved ophavsretlige krænkelser
Oversat titel
The determination of quantification of reasonable remuneration, damages, and compensation for non-economic loss in cases of copyright infringement
Forfattere
Dieu, Nini ; Finck, Astrid Hegelund
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2026
Resumé
Specialet undersøger, hvordan danske domstole fastsætter og udmåler rimeligt vederlag, erstatning for yderligere økonomisk skade og godtgørelse for ikke-økonomisk skade ved ophavsretlige krænkelser efter ophavsretslovens § 83, der gennemfører EU’s håndhævelsesdirektiv. Med en retsdogmatisk metode og en analyse af dansk retspraksis identificerer specialet de centrale faktorer, som domstolene lægger vægt på. Analysen viser, at rimeligt vederlag fungerer som en minimumskompensation, der ofte beregnes ud fra en hypotetisk licens og fastsættes skønsmæssigt ud fra krænkelsens karakter og omfang samt i nogle sager ophaverens eget skøn. Erstatning for yderligere skade forudsætter, at et tab kan påvises eller sandsynliggøres, særligt i form af afsætningstab, markedsforstyrrelse og andre økonomiske tab. En nøglefaktor er substitutionsgraden mellem det krænkende og det originale produkt: høj substitution kan føre til erstatning op mod krænkerens omsætning, mens lavere substitution typisk reducerer beløbet; pris, kvalitet, kundesegmenter, markedspositionering og markedsforhold påvirker udmålingen. Markedsforstyrrelse omfatter skade på goodwill og fremtidige salg og fastsættes ofte skønsmæssigt på et lempeligt bevisgrundlag, typisk sammen med andre tabsposter. Domstolene har betydelig fleksibilitet og kan inddrage krænkerens uberettigede fortjeneste, men udviser tilbageholdenhed, så kompensationen ofte ligger under krænkerens gevinst. Specialet problematiserer, om kompensationsniveauet altid opfylder direktivets krav om effektivitet og præventiv virkning, da forskelle mellem krænkerens profit og tilkendt kompensation kan undergrave afskrækkelsen, samtidig med at hensyn til overkompensation begrænser brugen af fortjenestebetragtninger. Konklusionen er, at § 83 giver en fleksibel ramme, som håndterer bevismæssige usikkerheder, men at den brede skønsmargin skaber uforudsigelighed, svækker den præventive effekt og kan mindske rettighedshaveres incitament til at håndhæve deres rettigheder. Der peges på behovet for en mere konsistent praksis, herunder tydeligere vægtning af krænkerens uberettigede fortjeneste, så kompensationen bedre afspejler den krænkede rets værdi og lever op til kravene om effektivitet, proportionalitet og afskrækkelse.
This thesis examines how Danish courts determine and quantify reasonable remuneration, damages for additional economic loss, and compensation for non-economic harm in copyright infringement cases under section 83 of the Danish Copyright Act, which implements the EU Enforcement Directive. Using a doctrinal method and an analysis of Danish case law, the study identifies the key factors courts rely on. It finds that reasonable remuneration operates as a minimum compensation, typically calculated by reference to a hypothetical licence and set on a discretionary basis with regard to the character and scope of the infringement and, in some cases, the rights holder’s own estimate. Damages for additional loss require an established or substantiated loss—primarily lost profits, market disturbance, and other economic losses. A central factor is the degree of substitution between the infringing and original products: high substitution can justify damages approaching the infringer’s sales, while lower substitution usually reduces the amount; price, quality, customer groups, market positioning, and general market conditions also inform the quantification. Market disturbance covers harm to goodwill and future sales and is typically assessed on a lenient standard of proof using indirect evidence and combined with other loss items. Courts enjoy considerable flexibility and may take the infringer’s unlawful profits into account, yet case law shows restraint, with awards often falling well below the infringer’s gains. Against this backdrop, the thesis questions whether current compensation levels always meet the Directive’s requirements of effectiveness and deterrence, as gaps between profits and awards can weaken the preventive effect, while fairness concerns limit reliance on gain-based measures. It concludes that section 83 provides a flexible framework for evidentiary challenges, but the breadth of discretion reduces predictability, potentially weakening deterrence and the incentive to enforce rights. The thesis argues for a more consistent approach—particularly clearer weighting of the infringer’s unlawful profits—so that compensation better reflects the value of the infringed right and complies with effectiveness, proportionality, and dissuasiveness.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet fuldtekst]