Et umage par eller det perfekte match?: En undersøgelse af hvordan man som kulturinstitution kan forene

An odd couple or the perfect match?

Hedeboe Børch Jensen, Line

4. semester

Kommunikation, Kandidat

2007

110

Specialet undersøger kulturens rolle i oplevelsesøkonomien, hvor kunst og kultur i stigende grad behandles som varer, der skal skabe vækst. Det rejser et grundspørgsmål: Hvordan kan en kulturinstitution forene kunstens og kulturens idealer (fx uafhængighed og “kunst for kunstens skyld”) med erhvervslivets kommercielle idealer (fx salg, omtale og målbare resultater)? Undersøgelsen består af to dele. Den teoretiske, dekonstruktive analyse er inspireret af diskursanalyse (med udgangspunkt i Michel Foucault) og belyser, hvordan oplevelsesøkonomien konstruerer et instrumentelt kulturbegreb. Med Pierre Bourdieu skelnes der mellem et autonomt ideal (kunst vurderet på egne præmisser) og et heteronomt ideal (kunst vurderet efter markedets logik). Theodor W. Adorno repræsenterer en differentieret samfundsorden, hvor kultur og erhverv er adskilte, mens John Seabrooks Nobrow beskriver en dedifferentieret orden, hvor grænserne er udvisket – en tendens, der siden 1990’erne har præget Danmark. Oplevelsesøkonomien trækker mod det heteronome og måler kvalitet på tal og synlighed, men de autonome idealer udfordrer stadig denne logik. Den empiriske analyse – en hegemonianalyse inspireret af Ernesto Laclau – bygger på tre interviews med ansatte ved Århus Festuge. Respondenterne bekræfter på flere måder oplevelsesøkonomien som et hegemonisk (dominerende) projekt, men peger også på modfortællinger, hvor kunstens indhold, dybde og integritet fastholdes. Samarbejde med erhvervslivet kan give nye muligheder og publikum, men kan også koste autonomi. I et dedifferentieret samfund kræver partnerskaber ofte en stærk fortælling, nogle genrer står stærkere end andre, og magtbalancen er skæv, fordi erhvervslivet kontrollerer økonomien. Samtidig er det blevet sværere at skelne mellem reklame, kunst og politik – og at vurdere kvalitet uden de gamle referencepunkter. Konklusionen er, at en varig forening af kunstens og erhvervslivets idealer kræver, at kulturinstitutioner gentænker kulturbegrebet og kan rumme både autonome og heteronome orienteringer. Med Niklas Luhmanns systemteori argumenteres der for polyfone institutioner, som kan iagttage egne og andres logikker. Endelig peger specialet på en bred samfundstendens til instrumentalisering og understreger behovet for rum til fordybelse uden mål – ellers risikerer kunsten at miste sin eksistensberettigelse.

This thesis examines the role of culture in the experience economy, where art and culture are increasingly treated as products meant to drive economic growth. It asks: How can a cultural institution reconcile the ideals of art and culture (e.g., independence and “art for art’s sake”) with business’s commercial ideals (e.g., sales, publicity, and measurable outcomes)? The study has two parts. The theoretical, deconstructive analysis is inspired by discourse analysis (drawing on Michel Foucault) and shows how the experience economy constructs an instrumental concept of culture. Using Pierre Bourdieu, it distinguishes between an autonomous ideal (art judged on its own terms) and a heteronomous ideal (art judged by market logic). Theodor W. Adorno represents a differentiated social order with clear boundaries between culture and business, while John Seabrook’s Nobrow describes a dedifferentiated order where boundaries blur—a tendency that has shaped Denmark since the 1990s. The experience economy leans toward the heteronomous by valuing numbers and visibility, yet autonomous ideals continue to challenge this logic. The empirical part—a hegemony analysis inspired by Ernesto Laclau—is based on three interviews with staff at Århus Festuge. The interviewees often confirm the experience economy as a hegemonic (dominant) project but also point to counter-views that protect art’s content, depth, and integrity. Collaboration with business can bring new audiences and resources, but it can also cost autonomy. In a dedifferentiated society, partnerships often require a compelling story, some genres have an advantage, and power is uneven because business controls funding. It has also become harder to distinguish advertising, art, and politics—and to assess quality without traditional reference points. The thesis concludes that lasting reconciliation of artistic and commercial ideals requires cultural institutions to rethink the concept of culture and accommodate both autonomous and heteronomous orientations. Drawing on Niklas Luhmann’s systems theory, it argues for polyphonic institutions able to observe their own and others’ logics. Finally, it highlights a broader trend toward instrumentalization and stresses the need for spaces of open-ended immersion—without set goals—so art does not lose its reason for being.

[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]

oplevelsesøkonomi ; kultur ; erhvervsliv ; sponsorat ; kultursponsorat ; kultursamarbejde ; kulturbegreb ; diskursanalyse ; Nobrow ; idealer ; Århus Festuge ; hegemoni ; antagonisme ; Michel Foucault ; Ernesto Laclau ; hegemonianalyse ; Theodor W. Adorno ; Pierre Bourdieu ; sponsor ; event ; eventmarkedsføring ; kulturliv ; John Seabrook ; autonom ; heteronom ; magt ; Niklas Luhmann ; kulturinstitution

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter