Et aktionsforskningsprojekt om vejledning af social- og sundhedshjælprere i praktik
Oversat titel
An Action Science Project on supervision of Social and Healthcare Students
Forfattere
Almvig, Inge Henriette ; Rubow, Bente Melgaard
Semester
4. semester
Udgivelsesår
2014
Afleveret
2014-12-18
Antal sider
95
Abstract
Denne afhandling undersøger den praktiske del af social- og sundhedsuddannelserne, hvor vi har oplevet et muligt misforhold mellem det, studerende faktisk lærer i praktik, og de kompetencer, uddannelsens mål lægger op til. Som ansvarlige for praktikforløb i Aarhus Kommune ville vi udvikle vejledningspraksis, så studerende i højere grad opnår de tilsigtede kompetencer. Derfor gennemførte vi et aktionsvidenskabsprojekt (en deltagerdrevet udviklingsproces) med spørgsmålet: Hvordan kan vejledning i praktik udvikles, så den bedre understøtter de formelle læringsmål? Syv social- og sundhedsvejledere deltog over 2½ måned. Vi lavede fokusgruppeinterviews i starten og slutningen og afholdt fire workshops, herunder et fremtidsværksted, hvor vejlederne formulerede konkrete udviklingsønsker – deres “utopier” – som de arbejdede videre med. Hovedgrebet var struktureret dialog mellem vejlederne og os og især vejlederne imellem. Dialogen var inspireret af Jürgen Habermas’ teori om kommunikativ handlen, der lægger vægt på åben, begrundet samtale. I analysen af vejledningspraksis inddrog vi Donald Schöns arbejde om, hvordan praktikere tænker og handler, både når de er i situationen og bagefter. Vi brugte også disse perspektiver til at drøfte, hvordan uddannelsens mål påvirker den daglige vejledning. Undervejs blev det tydeligt, at vejlederne balancerer mellem rollen som vejleder og som medarbejder med fælles opgaver, og at denne spænding påvirker realiseringen af deres “utopier”. For at forstå vejledernes særlige position i arbejdsfællesskabet trak vi på Etienne Wengers begreb om praksisfællesskaber. Projektet viser, at aktionsvidenskab er velegnet til at udvikle praksis. De syv vejledere er nået forskelligt langt i at realisere deres udviklingsmål, og vi har fået større indblik i, hvor komplekse praktikmålene er, og hvor udfordrende det kan være at vejlede målrettet mod dem. De konkrete tiltag peger i retning af en vejledningspraksis, der bedre understøtter de tilsigtede kompetencer. Vi ser resultaterne som små, men vigtige, første skridt.
This thesis examines the practical training of social and healthcare students, where we observed a possible gap between what students actually learn in practice and the competencies defined by the curriculum. As those responsible for practical placements in Aarhus Municipality, we wanted to improve supervision so students more reliably achieve the intended competencies. We therefore conducted an action science project (a participant-driven development process) guided by the question: How can supervision during practical training be developed to better support the formal learning objectives? Seven supervisors participated over 2.5 months. We conducted focus group interviews at the start and end and held four workshops, including a future workshop where supervisors formulated concrete development wishes—their “utopias”—to work toward. The main approach was structured dialogue among supervisors and with us, inspired by Jürgen Habermas’s Theory of Communicative Action, which emphasizes open, reasoned dialogue. To analyze supervision practice, we drew on Donald Schön’s work on how practitioners think and act, both in and after action. We also used these ideas to discuss how educational objectives shape day-to-day supervision. During the project, it became clear that supervisors juggle their role as educators with general workplace duties, and this tension affects how far they can realize their “utopias.” To understand supervisors’ particular position within the work community, we applied Etienne Wenger’s concept of communities of practice. The project shows that action science is a suitable way to develop practice. The seven supervisors progressed to different degrees in realizing their development goals, and we gained deeper insight into the complexity of practical training objectives and the challenges of supervising toward them. The concrete initiatives point toward a supervision practice that better supports the intended competencies. We view the current outcomes as small but important first steps.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]