En undersøgelse af de absolutte registreringshindringer med fokus på sondringen mellem varens udstyr og positionsmærker

An investigation of the absolute grounds for refusal focusing on the distinction between get-up of the product and position marks

Lund, Per

4. semester

Jura, Kandidat

2018

2018-10-25

84

Med udgangspunkt i observationer i relation til sag C‑163/16 argumenterer afhandlingen for, at betegnelsen “positionsmærke” i sig selv ikke har selvstændig retsvirkning, og at et positionsmærke kan indgå som en del af selve produktet. Formålet er at afgrænse de absolutte registreringshindringer for produktets get-up (produktets samlede udseende) og for positionsmærker med fokus på: (1) særpræg, (2) forbuddene i varemærkeforordningens art. 7, stk. 1, litra e (former eller andre kendetegn, der følger af varens natur, har en teknisk funktion eller giver væsentlig værdi), og (3) særpræg opnået gennem brug. Positionsmærker adskiller sig ved, at de også beskytter placeringen af et tegn på produktet. Når tegnet er en del af produktets ydre overflade, udviskes grænsen til get-up, og mærketyperne kan i praksis fremstå næsten ens. Retspraksis viser, at tegn, der er afhængige af produktets udseende, er svære at bedømme for særpræg, fordi forbrugere sjældent opfatter form eller placering som angivelse af kommerciel oprindelse. Begge mærketyper skal derfor afvige væsentligt fra, hvad der er normalt i sektoren. På trods af teoretiske forskelle er den konkrete vurdering ofte sammenfaldende, og EUIPO’s registreringspraksis peger på en mindre streng tilgang over for begge typer. For art. 7, stk. 1, litra e gælder: Kriteriet om varens natur er teoretisk anvendeligt på get-up; om det samme gælder for positionsmærker er mindre klart. Kriteriet om teknisk resultat finder anvendelse uanset om tegnet er to- eller tredimensionalt og anvendes analogt på get-up og teoretisk også på positionsmærker. For kriteriet om væsentlig værdi gælder, at et positionsmærke bestående af en ensartet, struktur­løst farve ikke rammes af forbuddet, mens retspraksis viser anvendelse på get-up-elementer som fx syninger. Særpræg opnået gennem brug vurderes ens for begge typer; beviset hviler især på salgstal, markedsføringsudgifter og investeringer, men dette dokumentationsgrundlag viser ofte ikke tilstrækkeligt, at forbrugerne opfatter tegnet som oprindelsesangivelse. Endelig kan visse registrerede positionsmærker i EUIPO indikere, at kravene kan være strengere for get-up-elementer.

Building on observations linked to case C‑163/16, the thesis argues that calling a sign a “position mark” has no independent legal effect, and that a position mark can form part of the product itself. The aim is to delimit the absolute grounds for refusal for product get-up (the product’s overall appearance) and for position marks, focusing on: (1) distinctiveness, (2) the exclusions in Article 7(1)(e) of the EU Trade Mark Regulation (shapes or other characteristics resulting from the nature of the goods, necessary to obtain a technical result, or giving substantial value), and (3) acquired distinctiveness through use. Position marks differ in that they also protect the placement of a sign on a product. When the sign is part of the product’s external surface, the line to get-up blurs and the two types may look almost identical in practice. Case law shows that signs dependent on a product’s appearance are hard to assess for distinctiveness because consumers rarely perceive shape or placement as indicating commercial origin. Both types must therefore depart significantly from sector norms. Despite theoretical differences, the practical assessment often overlaps, and EUIPO registration practice points to a less strict approach to both types. For Article 7(1)(e): the “nature of the goods” ground is theoretically applicable to get-up; whether it also applies to position marks is less clear. The “technical result” ground applies regardless of whether the sign is two- or three‑dimensional and is applied by analogy to get-up and, in theory, to position marks. For “substantial value,” a position mark consisting of a featureless colour is not caught by the prohibition, while case law shows application to get-up elements such as stitching. Acquired distinctiveness is assessed in the same way for both types; evidence centres on sales, advertising spend, and investment, but often does not show that consumers see the sign as an indication of origin. Finally, some EUIPO registrations of position marks may indicate a stricter standard for get-up elements.

[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]

Varemærkeret

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter