En undersøgelse af dansk sikkerhedspolitik under Schlüter-, Nyrup Rasmussen- og Fogh-Rasmussen-regeringerne. 1982-2003

A survey of danish security-policy under the Schlüter-, Nyrup Rasmussen and Fogh-Ramussens-governments. 1982-2003

Eikeland, Patrick

4. semester

Historie, Kandidat

2017

2017-11-01

Specialet undersøger, hvorfor dansk sikkerhedspolitik bevægede sig fra konfrontation i 1980’erne til overordnet konsensus i 1990’erne og igen til uenighed i begyndelsen af 2000’erne, ved at analysere perioderne under Schlüter-, Nyrup Rasmussen- og Fogh-Rasmussen-regeringerne (1982-2003). Fokus er på de politiske aktører, der i perioden havde størst indflydelse på linjen – Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre – og på, hvordan deres overordnede strategiske opfattelser af Danmarks rolle og brugen af sikkerhedspolitiske virkemidler formede praksis. Som teoretisk ramme anvendes strategisk kultur, forstået som en situation hvor der er overensstemmelse mellem et lands overordnede strategi og den førte sikkerhedspolitik, samt antagelsen om at partier kan have egne overordnede strategier. Metodisk gennemgås centrale sikkerhedspolitiske debatter og åbne kilder (parlamentariske debatter, artikler, kronikker samt partiers og regeringens publikationer) på tværs af fodnoteperioden, aktiv internationalisme, engageret internationalisme og Fogh-Rasmussen-regeringen for at identificere partiernes strategier og deres forhold til praksis. Analysen viser, at fodnoteperioden bar præg af uforenelige strategiske udgangspunkter mellem Socialdemokratiet/Det Radikale Venstre og Venstre/De Konservative, hvilket brød konsensus; at der i 1990’erne opstod et fælles grundlag, som under Nyrup Rasmussen førte til konvergens mellem partiernes strategier og sikkerhedspolitisk praksis, hvorved en dansk strategisk kultur etableredes; samt at konsensus igen brød under Fogh-Rasmussen, fordi Socialdemokratiet/Det Radikale Venstre ikke kunne forene deres strategi med regeringens linje. Undersøgelsen peger dermed på, at konsensus opstår, når partiernes strategier kan forenes med den førte praksis, og bryder, når de ikke kan.

This thesis examines why Danish security policy moved from confrontation in the 1980s to broad consensus in the 1990s and back to disagreement in the early 2000s by analyzing the periods under the Schlüter, Nyrup Rasmussen, and Fogh Rasmussen governments (1982–2003). The focus is on the main political actors—Venstre (Liberals), the Conservative People’s Party, the Social Democrats, and the Social Liberal Party—and how their overarching strategic views of Denmark’s role and the use of security instruments shaped policy. The analytical lens is strategic culture, understood as a fit between a state’s overarching strategy and its security-policy practice, combined with the assumption that parties can hold distinct grand strategies. Methodologically, the study conducts a qualitative review of key security-policy debates and open sources (parliamentary debates, articles, opinion pieces, and party and government publications) across the footnote period, active internationalism, engaged internationalism, and the Fogh Rasmussen government to identify party strategies and their relationship to practice. The analysis finds that the footnote period was marked by incompatible strategic positions between the Social Democrats/Social Liberals and Venstre/Conservatives, producing a breakdown of consensus; that in the 1990s a common ground emerged which, under Nyrup Rasmussen, led to convergence between party strategies and policy practice, thereby establishing a Danish strategic culture; and that consensus broke again under Fogh Rasmussen because the Social Democrats/Social Liberals could not align their strategy with the government’s approach. The study thus indicates that consensus arises when party strategies can be reconciled with policy practice and collapses when they cannot.

[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter