AAU Studenterprojekter - besøg Aalborg Universitets studenterprojektportal
Et kandidatspeciale fra Aalborg Universitet
Book cover


En kurator for livsværket - hvordan dødsarbejdere bidrager til at bevare, beskytte og viderebringe den døendes identitet

Oversat titel

A Curator of One's Lifework - how death workers help preserve, protect and pass on the identity of the dying

Forfatter

Semester

4. semester

Udgivelsesår

2016

Antal sider

106

Abstract

Når mennesker nærmer sig livets afslutning, kan sygdom, fysisk svækkelse og plejesystemet forstyrre deres identitet – altså hvem de er for sig selv og for andre. Fordi identitet skabes i samspil, kan både pårørende og professionelle omsorgspersoner hjælpe med at bevare den. Da omkring tre ud af fire danskere tilbringer deres sidste tid på hospital eller plejeinstitution, får professionelle omsorgspersoner – her kaldet dødsarbejdere – en central rolle. Tidligere forskning har beskrevet, hvordan sådanne medarbejdere socialiserer døende ind i bestemte måder at tale om og håndtere døden på, og hvordan de fremmer personlighed og menneskelighed. Dette speciale foreslår, at dødsarbejdere bevidst bedriver identitetsarbejde – målrettede, reflekterede handlinger, der støtter den døendes selvforståelse – som aktive, reflekterende identitetsagenter. Studiet undersøger to spørgsmål: (1) hvordan dødsarbejdere bruger identitetsarbejde til at håndtere identitetsudfordringer hos den døende, og (2) hvordan identitetsarbejde hænger sammen med oplevelsen af at have meningsfuldt arbejde. Der er gennemført et adaptivt casestudie i samarbejde med et dansk hospice og et palliativt team. Den empiriske del bygger på en mixed-method-tilgang med ni dybdegående interviews på tværs af faggrupper, observationer af ugentlige tværfaglige møder og en afskedsritual, samt enkelte supplerende metoder. Hovedkonklusionerne er: (1) Identitetsarbejde i palliativ pleje sigter mod at bevare meningsfulde sider af den døendes identitet, beskytte identiteten mod sygdommens og dødens nedbrydning og hjælpe med at føre identiteten videre efter døden. Det sker ved at formidle adgang til identitetsressourcer (for eksempel minder, roller, relationer, genstande og rutiner), ved at redefinere deres brug og betydning, og ved at kuratere identiteten ved at fremhæve personen frem for patientrollen. (2) I denne proces trækker dødsarbejdere ofte på personlige – men ikke private – dele af deres egen identitet for at anerkende og understøtte sider hos den døende gennem praktisk identifikation. Det kan gøre dem sårbare over for gensidige påvirkninger. De håndterer dette ved at udvikle en professionel identitet, der legitimere den meningsfulde brug af personlige sider. Gensidigheden kan skabe spændinger mellem de nødvendige strategier for at skabe identitet og mening for den døende og de værdier og tilgange, der former dødsarbejdernes egen arbejdsidentitet. For at balancere dette skal de kunne: rumme flere perspektiver, se sig selv som publikum til den døendes fortælling, mobilisere forskellige identiteter/roller og udøve refleksiv tolerance. Identitetsarbejde er både målrettet og imødekommende og foregår i en ulige relation, fordi omsorgspersoner har stor indflydelse. Det rejser etiske og moralske spørgsmål. I palliativ pleje håndteres det kollektivt gennem løbende drøftelser, justering af praksis og erfaringsdeling, så den døendes behov forbliver styrende, samtidig med at medarbejdernes sårbarheder adresseres.

As people approach the end of life, illness, physical decline, and institutional care can disrupt their sense of identity—who they are to themselves and to others. Because identity is formed through interaction, relatives and professional caregivers can help sustain it. In Denmark, about three out of four people spend their final days in a hospital or care facility, so professional caregivers—here called death workers—play a central role. Prior research has described how such workers socialize the dying into particular ways of talking about and handling death, and how they promote personhood. This thesis proposes that death workers deliberately engage in identity work—intentional, reflective actions that support the dying person’s sense of self—as active, reflective identity agents. The study examines two questions: (1) how death workers use identity work to address identity issues in the dying, and (2) how identity work relates to their experience of meaningful work. An adaptive case study was conducted with a Danish hospice and palliative team. The empirical design used mixed methods: nine in-depth interviews across professions, observations at weekly interdisciplinary meetings and a parting ritual, and several discrete supplementary methods. The main conclusions are: (1) Identity work in palliative care aims to preserve meaningful aspects of the dying person’s identity, protect it from the erosion of illness and dying, and help pass on that identity after death. This is done by mediating access to identity resources (for example, memories, roles, relationships, objects, and routines), redefining how these resources are used and understood, and curating identity by highlighting the person beyond the patient role. (2) In this process, death workers often mobilize personal—but not private—parts of their own identity to practically identify with and validate aspects of the dying person. This exposes them to reciprocal effects. They manage this by building a professional identity that legitimizes meaningful personal involvement. Reciprocity can create tension between strategies needed to support identity and meaning for the dying person and the values and approaches that shape the caregivers’ own work identity. To balance this, they need skills to hold multiple perspectives, see themselves as the audience to the person’s story, mobilize different identities/roles, and practice reflexive tolerance. Identity work is both purposeful and accommodating and occurs in unequal relationships because caregivers hold substantial influence. This raises moral and ethical questions. In palliative care, teams address these collectively through ongoing discussion, adjustments to practice, and sharing experiences, keeping the dying person’s primacy while also addressing workers’ vulnerabilities.

[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]