En genealogisk undersøgelse af Autismepiloten - Jakup Lohse 20180300: En genealogisk undersøgelse af Autismepiloten

A geneological exploration of Autismepiloten: A geneological exploration of Autismepiloten

Lohse, Jákup

4. semester

Socialt Arbejde, Kandidat

2021

2021-11-15

167423

Denne afhandling undersøger, hvilke former for viden der indgår i uddannelsen Autismepiloten, og hvilken betydning denne viden har for socialt arbejde med personer med autisme. Afhandlingen anvender en genealogisk tilgang, som ser tilbage på idéers historiske udvikling for at udfordre nutidens selvfølgeligheder. Analysen begynder med begrebet egocentricitet fra 1926, hvor børn med autisme ofte blev beskrevet som egocentriske, fordi de havde svært ved at tage andres perspektiv i samtaler. I 1950’erne skete en omlægning i psykiatrien, hvor psykiatere i højere grad varetog behandlingen, mens psykologer fokuserede på forskning. I 1960’erne og 1970’erne bidrog epidemiologiske studier til at ændre definitionen af autisme i retning af observerbare adfærdskarakteristika. Afhandlingen undersøger også en problemløsende tilgang, hvor klienten i højere grad inddrages i behandlingen. Der diskuteres, hvordan en psykologisk diskurs præger socialt arbejde: Den retter sig mod at påvirke udvikling og støtte tilpasning, og gør empati, selvforståelse og mestring til naturlige mål i indsatsen. Samtidig beskrives, hvordan socialarbejdere, med udgangspunkt i deres uddannelse på Autismepiloten, i praksis kan få en psykologlignende rolle med ansvar for at vurdere, hvad der opfattes som normalt eller ikke. Indflydelsen fra psykodynamiske perspektiver betyder også, at socialarbejdere til tider fastlægger behandlingen, hvilket kan begrænse klientens mulighed for selv at definere og vurdere sin støtte. Omvendt viser afhandlingen, at Autismepiloten tilpasses forskellige praksisser og behov. Konklusionen er, at den psykologiske diskurs har stor indflydelse på socialt arbejde med personer med autisme ved at gøre empati, selvforståelse og mestring til centrale elementer.

This thesis examines the types of knowledge taught in an educational program called Autismepiloten and how they shape social work with people with autism. It uses a genealogical approach, which looks at the historical development of ideas to question what is taken for granted today. The analysis begins with the 1926 concept of egocentricity, when children with autism were often described as egocentric because they struggled to take others’ perspectives in conversation. In the 1950s, psychiatry was reorganized: psychiatrists increasingly led treatment while psychologists focused on research. In the 1960s and 1970s, epidemiological studies shifted the definition of autism toward observable behavioral characteristics. The thesis also examines a problem-solving approach in which clients are more involved in their treatment. It discusses how a psychological discourse shapes social work: it aims to influence development and support adaptation, making empathy, self-understanding, and mastery standard goals in practice. At the same time, social workers, drawing on training from Autismepiloten, can take on psychologist-like roles with authority to assess what is considered normal or not. Influences from psychodynamic perspectives may also lead social workers to prescribe treatment, which can limit the client’s ability to define and evaluate their own support. Conversely, Autismepiloten is adapted to different practice settings and needs. The thesis concludes that psychological discourse strongly influences social work with people with autism by embedding empathy, self-understanding, and mastery as core elements.

[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter