ECB's pengepolitiske muligheder
Forfatter
Schrøder, Josephine Wallin
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2014
Afleveret
2014-06-02
Antal sider
85
Resumé
Specialet undersøger, om Den Europæiske Centralbank (ECB) kan føre en optimal pengepolitik i euroområdet, givet de markante økonomiske forskelle mellem medlemslandene efter finanskrisen. Udgangspunktet er ECB’s mandat om prisstabilitet (inflation lige under 2 pct.) og den lave inflation siden 2008, som har udløst en ekspansiv kurs. Først vurderes eurozonen som et optimalt valutaområde med afsæt i Mundells teori og med inddragelse af konvergenskriterier, Stabilitets- og vækstpagten samt finanspagten. Analysen peger på, at eurozonen hverken før eller efter indførelsen af euroen lever op til betingelserne for et optimalt valutaområde. Dernæst introduceres Taylor-reglen og anvendes i en original og en eurozone-tilpasset version; på aggregeret niveau ligger disse tæt på den førte rente, men de store forskelle i landenes økonomiske situation giver meget forskellige landspecifikke renteanbefalinger. Det gør det vanskeligt for ECB at udforme én pengepolitik, der er optimal for alle. Specialet gennemgår desuden ECB’s konventionelle og ukonventionelle værktøjer samt transmissionsmekanismer og sammenligner ECB’s tiltag med den amerikanske centralbank, Feds. Sammenligningen viser, at ECB’s politik har været mindre ekspansiv end Feds; dette kan hænge sammen med, at eurozonen ikke er et optimalt valutaområde, men andre forhold kan også spille ind.
This thesis examines whether the European Central Bank (ECB) can conduct optimal monetary policy in the euro area given pronounced post-crisis differences across member states. It starts from the ECB’s price stability mandate (inflation just below 2 percent) and the persistence of low inflation since 2008 that prompted an expansionary stance. The euro area is first assessed as an optimal currency area using Mundell’s framework, incorporating the convergence criteria, the Stability and Growth Pact, and the Fiscal Compact. The analysis concludes that the euro area did not meet optimal currency area conditions, neither before nor after the euro’s introduction. The Taylor rule is then introduced and applied in both its original and a euro area–specific version; at the aggregate level these rules broadly align with the historical policy rate, but substantial cross-country differences produce divergent country-level prescriptions. This makes a single, area-wide “one size fits all” policy hard to optimize. The thesis also reviews the ECB’s conventional and unconventional tools and transmission mechanisms and compares ECB policy with that of the U.S. Federal Reserve. The comparison finds the ECB’s stance to be less expansionary than the Fed’s; this may relate to the euro area’s non-optimal currency area features, though other factors may also contribute.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet fuldtekst]