Dissociation som desintegration: en teoretisk og kritisk stillingstagen til anvendelsen af den neuroaffektive kompasmodel til forståelsen af de dissoicative konversionslidelser
Oversat titel
Dissociation as desintegration: a theoretical and critical view on how to use the neuroaffective compassmodel to adress conversion disorders
Forfatter
Rindom, Elina Binderup
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2018
Afleveret
2018-01-03
Antal sider
68
Abstract
Dette projekt er en teoretisk gennemgang af, hvordan forståelsen af dissociative konversionslidelser har ændret sig over tid. Formålet er at samle den aktuelle viden og diskutere, om vi i dag er kommet nærmere en samlet forklaring. Dissociative konversionslidelser viser sig som fysiske (somatiske) eller bevægelsesrelaterede (motoriske) symptomer, der ofte opstår i forbindelse med traumatiske livsbegivenheder, men som fortsat betegnes som medicinsk uforklarede. De fleste antagelser peger på et samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale forhold (en biopsykosocial forståelse), men de præcise mekanismer er stadig ukendte. Udviklingen af funktionel hjerneskanning, særligt fMRI, gør det muligt at undersøge, om der er forbindelser mellem hjernefunktion og konversionssymptomer. Nye studier undersøger, om følelsesmæssigt betydningsfulde stimuli kan forstyrre sanse- og motoriske processer, og de retester klassiske hypoteser om, at traumer hænger sammen med dissociation, ved at udsætte deltagere for belastende signaler under skanning. Dette arbejde hører under affektiv neurovidenskab, som undersøger sammenhængen mellem følelser og hjernens funktion. En dansk psykolog har udviklet “neuroaffektiv udviklingspsykoterapi” og det “neuroaffektive kompas” som en samlet model. Her forstås dissociation som en følge af desorganiseret tilknytning i barndommen, der giver øget stressfølsomhed (også omtalt som “reactive attachment disruption”). Dele af modellen understøttes af empiriske fund, som peger på, at sådan sårbarhed kan bidrage til konversionssymptomer. Alligevel mangler der stadig en bredt accepteret, samlet biopsykosocial model for lidelsen.
This thesis is a theoretical review of how the concept of dissociative conversion disorders has evolved over time. It summarizes current knowledge and asks whether we now have a more comprehensive understanding. Dissociative conversion disorders involve physical (somatic) or movement (motor) symptoms that often appear after traumatic life events, yet are still classified as medically unexplained symptoms. Most accounts point to interacting biological, psychological, and social factors (a biopsychosocial view), but the precise mechanisms remain unknown. The rise of functional neuroimaging, especially fMRI, has made it possible to test links between brain function and conversion symptoms. Recent studies examine whether emotionally significant stimuli can disrupt sensorimotor processing, re-testing classic trauma–dissociation hypotheses by exposing participants to stressful cues during scanning. This work sits within affective neuroscience, the field that studies how emotions relate to brain function. A Danish psychologist has proposed “neuroaffective developmental psychotherapy” and the integrated “neuroaffective compass model.” In this view, dissociation can arise from disorganized attachment in childhood, leading to heightened sensitivity to stress (sometimes referred to as “reactive attachment disruption”). Parts of the model are supported by empirical findings suggesting that such vulnerability may contribute to conversion symptoms. However, a comprehensive and widely accepted biopsychosocial model of the disorder is still lacking.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord