"Det er jo ikke for børnenes skyld": En vignetundersøgelse af socialrådgiveres og forældres holdninger til inddragelse af børn med ADHD i aflastningssager, som bevilges efter Servicelovens § 44, jf. § 84, stk. 1
Forfatter
Christoffersen, Berit Juel
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2015
Afleveret
2015-06-02
Antal sider
135
Resumé
Specialet undersøger, hvornår og hvordan børn med ADHD bør inddrages i sagsbehandlingen, når familier søger døgnaflastning bevilget efter Servicelovens § 44, jf. § 84, stk. 1, i lyset af Barnets Reform (2011), der for denne type sager fjernede kravet om børnefaglig undersøgelse og handleplan. Formålet er at sammenholde socialrådgiveres og forældres holdninger til børns inddragelse både i undersøgelses- og beslutningsfasen og i forbindelse med at informere barnet, når aflastning er bevilget. Metodisk anvendes vignetundersøgelse med to konstruerede cases, spørgeskemaer til socialrådgivere i fire kommuner (n=35) og til forældre til børn med ADHD (n=30) samt opfølgende interviews med to socialrådgivere og to forældre. Resultaterne viser begrænset sandsynlighed for konsensus mellem grupperne: Omkring halvdelen mener, at socialrådgiveren ikke bør tale med barnet i undersøgelsesfasen, og i cirka en tredjedel af tilfældene vurderes det, at forældre heller ikke behøver at tale med barnet i denne fase. Der er relativ enighed om at vente med at informere barnet, til tid og sted for aflastningen er fastlagt, og omkring halvdelen mener, at det bør være forældrene, der fortæller barnet om aflastningen. Undersøgelsen peger på, at socialrådgivere ofte ikke foretager en konkret, individuel vurdering af barnets inddragelse, fordi aflastning opfattes som kompensation til forældrene; mange forældre deler dette syn og ser beslutningen som et forældreansvar. Studiet fremhæver dermed spændinger mellem lovgivningsmæssige rammer, faglig praksis og børns ret til at blive hørt.
This thesis examines when and how children with ADHD should be involved in case processing when families seek overnight respite care granted under section 44 of the Danish Service Act (section 84(1)), in the context of the 2011 “Barnets Reform,” which removed the requirement for a child assessment and plan in these cases. The aim is to compare social workers’ and parents’ views on involving the child during the investigation/decision phase and on informing the child once respite has been granted. The study uses a vignette-based design with two constructed cases, questionnaires to social workers in four municipalities (n=35) and to parents of children with ADHD (n=30), and follow-up interviews with two social workers and two parents. Findings indicate limited consensus between the groups: about half consider that the social worker should not talk with the child during the decision phase, and in roughly one third of cases parents are also seen as not needing to talk with the child at this stage. There is relatively broad agreement to wait to inform the child until the date and place for respite are decided, and about half think that parents should be the ones to inform the child. The study shows that social workers often do not conduct a specific, individual assessment of whether to involve the child, because respite is viewed as compensation for parents; many parents share this view and see the decision as a parental responsibility. Overall, the study highlights tensions between legal frameworks, professional practice, and children’s right to be heard.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet fuldtekst]