Den smukke risiko ved det skønne ubeskrivelige andet
Forfattere
Hedegaard, Maria Louise Larsen ; Nielsen, Rasmus Jon
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2016
Afleveret
2016-08-01
Antal sider
129
Abstract
Afhandlingen undersøger, hvad god undervisning er, hvad vi ønsker at opnå, og om der er sammenhæng mellem vores mål og den faktiske praksis. Med udgangspunkt i Gert Biestas begreb “uddannelsens smukke risiko” – erkendelsen af at uddannelse rummer uforudsigelighed, som ikke kan kontrolleres eller garanteres – spørger studiet, om bestræbelser på at sikre kvalitet kan komme til at hæmme folkeskolens formål. Undersøgelsen tager afsæt i Åben Skole-samarbejdet på Frederiksberg, som blev obligatorisk med folkeskolereformen i 2014, og ser nærmere på samarbejdet mellem kulturinstitutioner og skoler. Formålet er at indkredse kulturinstitutionernes særlige pædagogiske potentiale i forhold til folkeskolens formålsparagraf. Som analytiske værktøjer bruges Biestas tre domæner: socialisering (at blive del af fællesskaber), subjektifikation (at blive et selvstændigt subjekt) og kvalifikation (viden og færdigheder). Resultaterne viser, at det særlige potentiale, som kulturinstitutionerne beskriver, kan knyttes til formålsparagraffen, men at institutionerne samtidig oplever et pres for at holde dette potentiale inden for samarbejdets rammer. I afhandlingens anden del analyseres de dominerende logikker i Åben Skole-rammen med Michel Foucaults begreb “dispositif” (et samspil af regler, praksisser og redskaber, der former handlinger) for at vurdere, om der er sammenhæng mellem potentialet og den praksis, rammerne skaber. Analysen viser, at rammerne fordisponerer institutionerne for at fokusere på elementer, som ikke er centrale for deres egenbeskrevne styrker, og at rammerne endda kan hæmme dette potentiale. Samlet set peger afhandlingen på, at Åben Skole-rammen styrer praksis væk fra dele af folkeskolens formål, som kulturinstitutionerne ellers kunne understøtte. Afslutningsvis sættes dette i relation til en dominerende accountability-kultur, hvor “kultur” tænkes på bestemte måder, og elevens udvikling skal kunne ses, følges og sikres. Dermed vender afhandlingen tilbage til spørgsmålet om, hvilke værdifulde – men mindre målbare – elementer i uddannelse der kommer under pres i en målings tidsalder.
This dissertation asks what good education is, what we want it to achieve, and whether our aims match what happens in practice. Drawing on Gert Biesta’s idea of the “beautiful risk of education” – the recognition that education involves unpredictability that cannot be fully controlled or guaranteed – it asks whether efforts to ensure quality may unintentionally narrow the purpose of the Danish Folkeskole. The study focuses on the Open School collaboration in Frederiksberg, made compulsory by the 2014 school reform, and examines how schools work with cultural institutions. It seeks to identify these institutions’ unique educational potential in relation to the Folkeskole’s purpose clause. Biesta’s three domains are used as analytical tools: socialization (becoming part of communities), subjectification (becoming an independent subject), and qualification (knowledge and skills). The findings show that the unique potential described by cultural institutions aligns with the purpose clause, yet they experience pressure to keep this potential within the collaboration’s boundaries. The second half analyzes the dominant logics of the Open School framework using Michel Foucault’s concept of the “dispositif” (a network of rules, practices, and tools that shapes action) to assess whether the potential aligns with the practice the framework produces. It shows that the framework predisposes institutions to prioritize elements that are not central to their self-described strengths and can even inhibit that potential. Overall, the framework steers practice away from aspects of the Folkeskole’s purpose that cultural institutions could otherwise support. The dissertation links this to a dominant accountability culture, in which “culture” must be thought in specific ways and students’ development must be visible, tracked, and assured, and returns to Biesta’s question about which valuable but less measurable elements of education are pressured in an age of measurement.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord