Den kejserlige russiske armé 1756-1799: Den russiske hær som hybrid mellem vesteuropæiske modeller og egne innovationer, særligt af Pjotr Rumjantsev og Aleksandr Suvorov.
Oversat titel
The Imperial Russian Army 1756-1799: The Russian army as a hybrid between Western European models an domestic innovations, particularly by Pyotr Rumyantsev and Alexander Suvorov
Forfatter
Pedersen, Michael Nordstrøm
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2017
Afleveret
2017-08-01
Antal sider
80
Abstract
Specialet undersøger, hvordan den russiske kejserlige hær udviklede sig i anden halvdel af 1700‑tallet. Tidligere vestlige studier overså ofte Østeuropa, hvilket nærede to modsatrettede myter: at den russiske hær var bagud og brutal, eller at den havde en enestående overlegen krigskunst. Studiet udfordrer begge synspunkter. Det viser, at Rusland i høj grad overtog vesteuropæiske nyskabelser fra den såkaldte “militære revolution” – en periode med store ændringer i hære, våben og organisation – og tilpassede dem til landets geografi og modstandere. Zar Aleksej Mikhajlovitj og Peter den Store fremmede importen af vestlig teknologi, færdigheder og militærteori. Over tid kom den russiske hær til at ligne Preussen under Frederik den Store, især i betoningen af øvet infanteri og artilleri. Det adskilte den fra nærliggende rivaler som Det Osmanniske Rige og Krim-khanatet, der lagde mere vægt på kavaleri. Samtidig tvang Østeuropas enorme afstande og gentagne krige på de åbne stepper Rusland til at blande vestlige principper med lokale behov. Kommandanterne Pjotr Rumjantsev og Aleksandr Suvorov kritiserede stive vestlige praksisser. Fra Syvårskrigen og frem til felttogene i Italien og Schweiz i 1799 gik de bort fra kordonforsvar og tung afhængighed af infanteriild. I stedet brugte de mere fleksible formationer (bl.a. små infanteri‑firkanter), højere tempo og afgørende bajonetangreb. De tillagde også soldaternes moral stor betydning og dyrkede nære, faderlige relationer til de menige. Senere forfattere kaldte dette en særlig “russisk måde at føre krig på”, men i dette speciale ses det primært som en praktisk tilpasning til at bekæmpe de meget mobile osmanniske og krimske styrker. Disse valg hjalp Rusland med at tackle nogle af 1700‑tallets fastlåste problemer i europæisk krigsførelse – spørgsmål, som Napoleon senere tog op på nye måder.
This thesis examines how the Russian imperial army changed in the late eighteenth century. Earlier Western scholarship often overlooked Eastern Europe, which fostered two opposing myths: that Russia’s army was backward and brutal, or that it possessed a uniquely superior way of war. The study challenges both views. It shows that Russia largely adopted Western European innovations from the so‑called Military Revolution—a period of major change in armies, weapons, and organization—while adapting them to Russia’s geography and opponents. Tsars Alexey Mikhailovich and Peter the Great encouraged the import of Western technology, skills, and military theory. Over time, the Russian army came to resemble Frederick the Great’s Prussian model, especially in its emphasis on drilled infantry and artillery. This set it apart from nearby rivals such as the Ottoman Empire and the Crimean Khanate, which relied more on cavalry. At the same time, the vast distances of Eastern Europe and repeated wars on open steppe terrain forced Russia to blend Western principles with local needs. Commanders Pyotr Rumyantsev and Alexander Suvorov criticized rigid Western practices. From the Seven Years’ War through the Italian and Swiss campaigns of 1799, they moved away from cordon defenses and heavy dependence on infantry fire. Instead, they used more flexible formations (including small infantry squares), greater speed, and decisive bayonet attacks. They also valued soldiers’ morale and fostered close, paternal relations with the rank and file. Later writers called this a distinctive “Russian way of war,” but in this thesis it is seen mainly as a practical adaptation to fight highly mobile Ottoman and Crimean forces. These choices helped Russia address some of the stalemates of eighteenth‑century European warfare—issues that Napoleon would confront in new ways in the next century.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
