Den digitale dialog: Et casestudie af den digitale teknologis potentialer og begrænsninger i det sociale arbejde samt hvordan disse påvirker relationen mellem anbragte unge og myndighedsrådgivere.
Forfatter
Gusak, Danijela
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2016
Afleveret
2016-03-29
Resumé
Specialet undersøger, hvordan digital dialog (chat, videokonference, sms m.m.) i socialt arbejde påvirker relationen mellem anbragte unge i plejefamilier eller institutioner og deres myndighedsrådgivere. Med afsæt i en kvalitativ casestudie baseret på interviews og feltnoter fra både unge og rådgivere belyses digitaliseringens potentialer og begrænsninger. I en politisk kontekst, hvor Danmark ønsker at være en førende digital nation, og i lyset af sociologiske forståelser af barnet som en lige social aktør, diskuteres om digital teknologi kan styrke den relationelle dimension i praksis. Casestudiet viser overvejende begejstring hos begge parter: direkte kontakt og øget tilgængelighed gør det lettere for de unge at række ud, dialogen bliver hyppigere end før, og relationen opleves som tættere, samtidig med at rådgiverens faglige kompetencer styrkes. Begrænsningerne handler især om de visuelle indtryk, hvor video ikke indfanger hele kroppen; derfor foretrækkes fysisk møde først, derefter video, telefon, sms og til sidst e-mail. Med reference til Lévinas diskuteres, hvordan ansigt-til-ansigt skaber ansvarsfølelse, men også kan udfordre synet på den unges unikhed. Overordnet konkluderes, at relationen er kompleks uanset om den foregår fysisk eller digitalt, og at begge former rummer både muligheder og begrænsninger.
This thesis examines how digitized dialogue (chat, video conferencing, text messaging, etc.) in social work affects the relationship between adolescents placed in foster care or institutions and the authority caseworkers responsible for them. Drawing on a qualitative case study with interviews and field notes from both young people and social workers, it explores the potentials and limitations of digital technology. Set within a political ambition to make Denmark a leading digital nation and a sociological view of the child as an equal social actor, the study asks whether digital tools can strengthen the relational dimension in practice. Findings show broad enthusiasm on both sides: direct contact and increased availability make it easier for adolescents to reach out, conversations occur more frequently than before, and relationships feel closer, while social workers’ professional competencies are reinforced. Limitations concern visual cues—video does not capture the whole body—leading to a preference order: face-to-face first, then video, phone, text, and email. Referencing Lévinas, the discussion argues that face-to-face encounters foster a sense of responsibility but can also challenge the perception of the adolescent’s uniqueness. Overall, the relationship is complex in both physical and digital forms, each with its own strengths and constraints.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet fuldtekst]